Der er allerede gået næsten en måned igen. Der er sket meget på gården og i privatlivet …

Heldigvis er Mikro endelig begyndt at die hos sin mor. Først kun, når vi holdt hende fast for at malke hende. I de sidste to uger har han nu drukket helt af sig selv. Han er dog stadig et meget tillidsfuldt lam og er ikke bange for os. De andre lam løber væk, når vi nærmer os dem. I mellemtiden har vi 19 lam og 8 gedekid, der leger lystigt sammen.

Et af vores yngste lam har stadig svært ved at følge med de andre. Dets forben knækker bagud ved haseleddet, så klovene peger opad.

Vi har uden held forsøgt at finde en dyrlæge i nærheden (vores tidligere dyrlæge er ikke længere i tjeneste). Den nærmeste praksis, der også behandler husdyr, ligger en times kørsel væk. Vores research efter forskellige årsager til fejlstillingen viste, at lammet muligvis har selenmangel eller forkortede sener, eller at det lå for tæt i moderens mave. Der var nemlig også en tvilling, som desværre var dødfødt.
Da der på kort sigt kun var selen at få som kosttilskud på apoteket, købte vi dette og knuste en halv tablet (50 µg selen) med en morter og gav den sammen med lidt pulvermælk i en flaske. Derudover har vi smurt begge forben med kulsukkersalve helt ned til haseleddet, viklet en kompres og et bandage om hvert ben og fastgjort det med tape udenpå.

Det ser ud til, at det lille lam nu knækker mindre sammen. Det går i hvert fald rundt og er livligt.

Egentlig ville vi skrive noget hyggeligt om vores 5-års jubilæum, men så blev det alligevel anderledes. Da vi kom ud på græsmarken påskelørdag, lå der et dødfødt lam og et andet lam, der knap nok viste tegn på liv. Vi havde lige åbnet hegnet til den nye græsmark, og dyrene var straks løbet ud på det friske græs, da vi opdagede de to.

Moderfåret havde også efterladt det levende lam. Hun havde tilsyneladende allerede opgivet det. Dyret var så svagt, at det knap nok kunne bevæge hovedet. Vi holdt det op foran moderfårets næse, og hun genkendte det. Derefter byggede vi en lille mor-og-barn-kasse med hegn. Moderen fulgte efter det lille lam, som vi bar derind.

Men selvom moderen nu gjorde sit bedste for at slikke lammet og få det til at die, var lammet alt for svagt. Vi forsøgte at skabe lidt varme med halm og tørrede også lammet med halm. Pludselig gik fødslen i gang igen. Desværre var også den tredje af trillingerne dødfødt. Da det levende lam ikke kunne rejse sig, pumpede vi mælk ud af moderfåret og forsøgte at fodre lammet med en flaske.

Men selvom moderen nu bestemt gjorde sit bedste for at slikke lammet og få det til at die, var det for meget for den lille. Det føltes allerede nedkølet. Derfor tog vi det med ind i huset og varmede det op med en hårtørrer, mens vi fortsatte med at tørre det med gamle håndklæder. Heldigvis havde vi fået en sonde i gave af en tidligere fåreavler.

Med denne har vi indført modermælken, henholdsvis råmælken, gennem spiserøret. Fra da af gik det opad. Lammet kunne bedre holde hovedet oppe, suttefornemmelsen var kommet i gang, og kropstemperaturen føltes højere. Moderen tog det straks imod igen, da vi bragte det tilbage. Om aftenen kom det endda på benene.

Desværre havde moderen det meget dårligt de næste par dage. Hun spiste næsten ikke og havde svær diarré. Desværre lykkes det ikke for lammet at die direkte hos moderen. Vi pumper hver dag to små flasker mælk ud af moderen og fodrer det lille lam. Selv i dag, seks dage senere, er det stadig meget svagere, end de fleste andre lam er efter en dag. Moderens mælkeproduktion ser ud til langsomt at aftage. Vi bliver nok snart nødt til at supplere med modermælkserstatning.