Ertebølle får - Den Lille Holistiske Bondegård

4/5/26

Der er allerede gået næsten en måned igen. Der er sket meget på gården og i privatlivet …

Heldigvis er Mikro endelig begyndt at die hos sin mor. Først kun, når vi holdt hende fast for at malke hende. I de sidste to uger har han nu drukket helt af sig selv. Han er dog stadig et meget tillidsfuldt lam og er ikke bange for os. De andre lam løber væk, når vi nærmer os dem. I mellemtiden har vi 19 lam og 8 gedekid, der leger lystigt sammen.

Et af vores yngste lam har stadig svært ved at følge med de andre. Dets forben knækker bagud ved haseleddet, så klovene peger opad.

Vi har uden held forsøgt at finde en dyrlæge i nærheden (vores tidligere dyrlæge er ikke længere i tjeneste). Den nærmeste praksis, der også behandler husdyr, ligger en times kørsel væk. Vores research efter forskellige årsager til fejlstillingen viste, at lammet muligvis har selenmangel eller forkortede sener, eller at det lå for tæt i moderens mave. Der var nemlig også en tvilling, som desværre var dødfødt.
Da der på kort sigt kun var selen at få som kosttilskud på apoteket, købte vi dette og knuste en halv tablet (50 µg selen) med en morter og gav den sammen med lidt pulvermælk i en flaske. Derudover har vi smurt begge forben med kulsukkersalve helt ned til haseleddet, viklet en kompres og et bandage om hvert ben og fastgjort det med tape udenpå.

Det ser ud til, at det lille lam nu knækker mindre sammen. Det går i hvert fald rundt og er livligt.

10/4/26

Egentlig ville vi skrive noget hyggeligt om vores 5-års jubilæum, men så blev det alligevel anderledes. Da vi kom ud på græsmarken påskelørdag, lå der et dødfødt lam og et andet lam, der knap nok viste tegn på liv. Vi havde lige åbnet hegnet til den nye græsmark, og dyrene var straks løbet ud på det friske græs, da vi opdagede de to.

Moderfåret havde også efterladt det levende lam. Hun havde tilsyneladende allerede opgivet det. Dyret var så svagt, at det knap nok kunne bevæge hovedet. Vi holdt det op foran moderfårets næse, og hun genkendte det. Derefter byggede vi en lille mor-og-barn-kasse med hegn. Moderen fulgte efter det lille lam, som vi bar derind.

Men selvom moderen nu gjorde sit bedste for at slikke lammet og få det til at die, var lammet alt for svagt. Vi forsøgte at skabe lidt varme med halm og tørrede også lammet med halm. Pludselig gik fødslen i gang igen. Desværre var også den tredje af trillingerne dødfødt. Da det levende lam ikke kunne rejse sig, pumpede vi mælk ud af moderfåret og forsøgte at fodre lammet med en flaske.

Men selvom moderen nu bestemt gjorde sit bedste for at slikke lammet og få det til at die, var det for meget for den lille. Det føltes allerede nedkølet. Derfor tog vi det med ind i huset og varmede det op med en hårtørrer, mens vi fortsatte med at tørre det med gamle håndklæder. Heldigvis havde vi fået en sonde i gave af en tidligere fåreavler.

Med denne har vi indført modermælken, henholdsvis råmælken, gennem spiserøret. Fra da af gik det opad. Lammet kunne bedre holde hovedet oppe, suttefornemmelsen var kommet i gang, og kropstemperaturen føltes højere. Moderen tog det straks imod igen, da vi bragte det tilbage. Om aftenen kom det endda på benene.

Desværre havde moderen det meget dårligt de næste par dage. Hun spiste næsten ikke og havde svær diarré. Desværre lykkes det ikke for lammet at die direkte hos moderen. Vi pumper hver dag to små flasker mælk ud af moderen og fodrer det lille lam. Selv i dag, seks dage senere, er det stadig meget svagere, end de fleste andre lam er efter en dag. Moderens mælkeproduktion ser ud til langsomt at aftage. Vi bliver nok snart nødt til at supplere med modermælkserstatning.

30/3/26

Lammetiden er begyndt. For fire dage siden blev de første lam født, for to dage siden kom der geder til, og i går endnu et lam. Det er godt at vide, at både avlsvædderen og avlsbukken var frugtbare. De første lam er allerede kommet 145 dage efter, at vi lod vædderen gå ind til hunfårene – det gik hurtigt.Vi forventer endnu ca. 30 fødsler. Først er glæden altid stor, når man ser et levende nyfødt dyr. Derefter begynder bekymringen om, hvorvidt det også drikker ordentligt hos moderen, så det får sin dosis råmælk.
Da vi tidligere har haft problemer med både for sen og for tidlig indgriben, er det svært at beslutte, hvornår vi skal hjælpe til.
De nyankomne havde alle allerede forladt moderlivet, da vi så dem. Lamene var allerede på benene. Hos de to første fra vores får Nelli så det hurtigt ud, som om de die. Det kan man blandt andet se på de rykvise bevægelser ved yveret og den viftende hale. Nogle gange vifter halen dog også, selvom lammet ikke er koblet på. Hvis lammene har en fyldig mave, og senest når der kommer orange afføring, er det også gode tegn. Moderfåret har passet rigtig godt på de to, motiveret dem til at die og holdt andre fra flokken væk. I mellemtiden løber de to så hurtigt rundt på græsmarken, at vi ikke længere kan fange dem.

De to gedekid fra vores ged Splitti var tilsyneladende først født kort før vores ankomst, i det mindste lå efterbyrd lige ved siden af dem. Den mindste af de to virkede meget svag, så vi var lidt bekymrede.

Gedemor Splitti var hurtigt på benene igen, også uden for indhegningen, så det var ikke helt nemt at se, hvor godt hun passede på sine gedekid.

Om aftenen lagde vi gedekidene på et strøseng i hytten, så de ikke blev så kolde.

Det lam, som vores får Rudolfine fødte i går morges, havde vi ikke set drikke før om eftermiddagen. Det virkede dog ret mobil, så vi greb først ind hen mod aftenen.

Egentlig skal de små drikke råmælk inden for de første seks timer. Vi byggede et lille indhegning, hvor vi lokkede moderfåret ind med hjælp fra lammet. Derefter tjekkede vi med rene hænder, om der kom mælk ud af yveret. Da lammet er ret stort i forhold til moderen, var det muligvis ikke så nemt at finde patten. Vi satte moderen på bagdelen og førte lammet med snuden direkte hen til yveret og sprøjtede mælk på det. Derefter havde vi indtryk af, at det drak lidt af sig selv. Om indgrebet var nødvendigt, er ikke sikkert. Men da vi allerede har mistet et svækket lam, vil vi ikke vente for længe.

I morges virkede alle fem friske og aktive. Nu kan vi slappe lidt af indtil de næste fødsler, forudsat at de nyfødte ikke pludselig ændrer adfærd og bliver apatiske.

18/3/26

Foråret nærmer sig langsomt. For to dage siden forlod fårene og gederne grusgraven helt og kom hen til et område, hvor der voksede lidt frisk, grønt græs. Efter flytningen var dyrene helt rolige og græssede tilsyneladende meget tilfredse.

I mellemtiden er det spæde græs blevet spist op. Dyrene har tilsyneladende fået smag for det, fordi i dag er fårene og gederne brudt ud af deres indhegning og har spist det på den store mark, som egentlig skulle have været til senere.

10/3/26

De første tegn på, at vores får og geder er drægtige, begynder langsomt at vise sig. Det er især svært at se hos fårene. Mange ser allerede meget runde ud, men det kan også skyldes deres tykke pels.

Sidste år var Schnauzi, vores ældste lam fra året før, blevet meget bred, men fødte ikke noget lam.

Derudover drikker dyrene betydeligt mere, selvom temperaturerne i år indtil videre ikke har været over 14 °C. I dag havde vi endda frost igen. Mens der i vintermånederne kun blev drukket 10-20 liter, bruger de i øjeblikket 60 liter.

Et andet tegn, der kan tyde på en forestående fødsel, er, at får isolerer sig fra flokken. Dette kan dog også ske af andre årsager.

Hos Splitti, en af vores to geder, der for første gang siden kønsmodenhed er blevet parret med en gedebuk, kan man nu tydeligt se, at yveret er blevet større. I dette tilfælde er vi ret sikre på, at hun er drægtig.

Der er også mulighed for at fastslå drægtigheden med en ultralydsundersøgelse. Det har vi dog aldrig fået gjort, og heldigvis har vi indtil nu altid haft vædder eller bukke, der har gjort deres arbejde godt. I år var vi ikke helt sikre på, om alt ville gå godt igen, fordi begge herrer er ret små. Men tilsyneladende er det alligevel lykkedes.

Spragle — Den lille hvide gedebuk hedder Rumle

21/2/26

For nylig var verden stadigvæk helt hvid. Efter at være blevet flyttet, kastede fårene sig over de få græsstrå. Nogle af dem brugte også deres klove til at skrabe sneen lidt væk.

Gederne vovede sig ud i den dybe sne, da der var et par brombærskud, der lokkede.

De ikke så dristige geder kastede sig over grenene på birketræerne. Desværre gik de senere i gang med barken igen. Også fårene vil gerne have noget af grenene og forsøger at drage fordel af gedernes handlinger.

I går aftes begyndte tøvejret, og i dag ser verden helt anderledes ud. På det nuværende stykke er der ingen træer, vi skal bekymre os om, men tøvandet har gjort jorden meget våd, og der er fare for, at græsningen vil forårsage større trampeskader og svække vegetationen. Derfor vil vi flytte dyrene hurtigere end oprindeligt planlagt.

16/2/26

I morges klokken 7 blev tre vædder hentet til slagtning. Det er altid en trist dag, fordi man kommer til at holde meget af dyrene gennem det daglige samvær med dem.

For at undgå at skulle fange dyrene i mørket, byggede vi i går en lille indhegning med vores grinder, hvor de tre tilbragte natten. Grinderne måtte først findes i sneen, fordi vi ikke havde ryddet dem ordentligt væk.

Snefygninger havde om natten igen lagt store mængder sne på vores adgangsvej. Dyretransportøren sad fast kort efter, at den var drejet fra hovedvejen ind på vores landevej, og kunne kun trækkes ud med en traktor.

Det var godt, at vores dyr var nogenlunde tamme. Vi kunne tage dem i snor og gå 500 m med dem. Det hjalp at lokke vædderne med en kop fuld af piller.

Transporten til slagteriet tog knap en time. I eftermiddag kan vi allerede hente skindene. Det gør en god veninde for os, fordi vi igen er helt sneet inde. Nogle steder på vejen ligger der 70 cm sne. Vi er virkelig glade for, at mange mennesker her er meget hjælpsomme.

Vi overvejer, om vi i fremtiden skal slagte dyrene senest i december, fordi vores udstyr ikke er tilpasset de nuværende vejrforhold.

15/2/26

Snefygningerne giver os store problemer. Når vi transporterer foder, vand og batterier til strømforsyningen, sidder vi hele tiden fast med trillebøren.

Heldigvis har vi ATV’en, der kan køre over marken.

Det er heller ikke nemt at samle hegnet ind, når det er dybt begravet i sne.

Nogle dristige geder forsøger at krydse snefelterne, mens fårene selv i de indhegnede områder undgår de dybe snefelter. De holder tilsyneladende op med at lede efter noget at spise, når sneen er 20-30 cm høj. Måske har vi også bare fodret dem for meget.

16/1/26

Vi malker også om vinteren. Gederne er blevet malket to gange om dagen siden maj 2024 (dvs. i 20 måneder). Men på det seneste har det næsten ikke været umagen værd at malke om aftenen. Der kom ikke mere end 1/4 liter. Om morgenen får vi omkring en halv liter.

I dag har jeg for første gang udeladt malkningen om aftenen og malker nu kun om morgenen. Langsomt skal mælkeproduktionen i yveret aftage. Hvis alt går godt, kan jeg helt stoppe med at malke i begyndelsen af februar. Vi håber, at Anna og Bulette, vores to malkegeder, er drægtige, så de skal have mindst to måneder til at komme sig lidt og samle kræfter.

Gederne er danske landracegeder og så robuste, at de kan holdes ude hele året rundt. De bryder sig dog ikke så meget om regn og stærk vind, så da gemmer de sig i de små hytter, som vi forsøger at placere i forhold til vindretningen. Gederne har også brug for hø og halm for at holde sig varme. På meget kolde dage ryster de over hele kroppen, når vi kommer med foderet.

Ertebølle-fårene er endnu mere ufølsomme end gederne. I frostvejr har de ligget spredt ud over græsmarken om natten og tøet det frosne græstæppe lidt op. For fire år siden havde vi en kraftig storm og drev fårene ind i den åbne stald. Det kunne de dog ikke lide, og de ville hurtigt tilbage til deres kolde græsmark.