Vores dagligdag - Den Lille Holistiske Bondegård

13/5/26

Vi ønsker at øge biodiversiteten på vores græsmark. Johnny sår regelmæssigt græs- og urtefrø med vores Faunamaster-såmaskine. Da græstæppet allerede er ret tæt, kan de unge spirer ofte ikke klare sig i konkurrencen med de etablerede planter. Især hvidkløver og rødkløver har dog efterhånden etableret sig godt på vores store græsmark. Desværre har vi ikke kunnet finde de fleste urter fra vores frø på græsmarken.

I år har vi derfor sået blomsterfrø i vores træcirkler på marken. Vores mål er, at blomsterne dér med tiden skal sprede sig til den omkringliggende eng.

Først vendte jeg græstørvene.

Jeg har gravet en del af bedene to spadefulde dybt, mens jeg kun har gravet den anden del en spadefuld dybt. Under jorden har jeg løsnet jorden med en bredgaffel. På den måde kan jeg se, hvor godt frøene slår rod, og hvor hurtigt de nye planter bliver fortrængt af de omkringliggende græsser.

Før såningen lagde jeg frøene i blød i en blanding af melasse (eller honning/sukker) og vand (1:9) sammen med lidt købte mykorrhiza-svampe. Derefter blandede jeg massen med lidt tør jord, så frøene lettere kunne fordeles. Nogle steder har jeg let harvet frøene ind. Andre steder har jeg spredt frøene og dækket dem med lidt jord. I nogle cirkler har jeg blot spredt dem uden at dække dem til. I de sidste cirkler har jeg også harvet lidt af vores Johnson-Su-kompost, som vi har åbnet for første gang, ind inden såningen.

Nu kan jeg se, hvilken metode der har fungeret bedst.

Inde i træcirklerne har Johnny brudt græstørven op med fræseren, og jeg har derefter ryddet det løse græs væk med en rive. Der har jeg blot spredt resten af blomsterfrøene og håber, at nogle af dem vil spire og vokse.

4/5/26

Der er allerede gået næsten en måned igen. Der er sket meget på gården og i privatlivet …

Heldigvis er Mikro endelig begyndt at die hos sin mor. Først kun, når vi holdt hende fast for at malke hende. I de sidste to uger har han nu drukket helt af sig selv. Han er dog stadig et meget tillidsfuldt lam og er ikke bange for os. De andre lam løber væk, når vi nærmer os dem. I mellemtiden har vi 19 lam og 8 gedekid, der leger lystigt sammen.

Et af vores yngste lam har stadig svært ved at følge med de andre. Dets forben knækker bagud ved haseleddet, så klovene peger opad.

Vi har uden held forsøgt at finde en dyrlæge i nærheden (vores tidligere dyrlæge er ikke længere i tjeneste). Den nærmeste praksis, der også behandler husdyr, ligger en times kørsel væk. Vores research efter forskellige årsager til fejlstillingen viste, at lammet muligvis har selenmangel eller forkortede sener, eller at det lå for tæt i moderens mave. Der var nemlig også en tvilling, som desværre var dødfødt.
Da der på kort sigt kun var selen at få som kosttilskud på apoteket, købte vi dette og knuste en halv tablet (50 µg selen) med en morter og gav den sammen med lidt pulvermælk i en flaske. Derudover har vi smurt begge forben med kulsukkersalve helt ned til haseleddet, viklet en kompres og et bandage om hvert ben og fastgjort det med tape udenpå.

Det ser ud til, at det lille lam nu knækker mindre sammen. Det går i hvert fald rundt og er livligt.

10/4/26

Egentlig ville vi skrive noget hyggeligt om vores 5-års jubilæum, men så blev det alligevel anderledes. Da vi kom ud på græsmarken påskelørdag, lå der et dødfødt lam og et andet lam, der knap nok viste tegn på liv. Vi havde lige åbnet hegnet til den nye græsmark, og dyrene var straks løbet ud på det friske græs, da vi opdagede de to.

Moderfåret havde også efterladt det levende lam. Hun havde tilsyneladende allerede opgivet det. Dyret var så svagt, at det knap nok kunne bevæge hovedet. Vi holdt det op foran moderfårets næse, og hun genkendte det. Derefter byggede vi en lille mor-og-barn-kasse med hegn. Moderen fulgte efter det lille lam, som vi bar derind.

Men selvom moderen nu gjorde sit bedste for at slikke lammet og få det til at die, var lammet alt for svagt. Vi forsøgte at skabe lidt varme med halm og tørrede også lammet med halm. Pludselig gik fødslen i gang igen. Desværre var også den tredje af trillingerne dødfødt. Da det levende lam ikke kunne rejse sig, pumpede vi mælk ud af moderfåret og forsøgte at fodre lammet med en flaske.

Men selvom moderen nu bestemt gjorde sit bedste for at slikke lammet og få det til at die, var det for meget for den lille. Det føltes allerede nedkølet. Derfor tog vi det med ind i huset og varmede det op med en hårtørrer, mens vi fortsatte med at tørre det med gamle håndklæder. Heldigvis havde vi fået en sonde i gave af en tidligere fåreavler.

Med denne har vi indført modermælken, henholdsvis råmælken, gennem spiserøret. Fra da af gik det opad. Lammet kunne bedre holde hovedet oppe, suttefornemmelsen var kommet i gang, og kropstemperaturen føltes højere. Moderen tog det straks imod igen, da vi bragte det tilbage. Om aftenen kom det endda på benene.

Desværre havde moderen det meget dårligt de næste par dage. Hun spiste næsten ikke og havde svær diarré. Desværre lykkes det ikke for lammet at die direkte hos moderen. Vi pumper hver dag to små flasker mælk ud af moderen og fodrer det lille lam. Selv i dag, seks dage senere, er det stadig meget svagere, end de fleste andre lam er efter en dag. Moderens mælkeproduktion ser ud til langsomt at aftage. Vi bliver nok snart nødt til at supplere med modermælkserstatning.

30/3/26

Lammetiden er begyndt. For fire dage siden blev de første lam født, for to dage siden kom der geder til, og i går endnu et lam. Det er godt at vide, at både avlsvædderen og avlsbukken var frugtbare. De første lam er allerede kommet 145 dage efter, at vi lod vædderen gå ind til hunfårene – det gik hurtigt.Vi forventer endnu ca. 30 fødsler. Først er glæden altid stor, når man ser et levende nyfødt dyr. Derefter begynder bekymringen om, hvorvidt det også drikker ordentligt hos moderen, så det får sin dosis råmælk.
Da vi tidligere har haft problemer med både for sen og for tidlig indgriben, er det svært at beslutte, hvornår vi skal hjælpe til.
De nyankomne havde alle allerede forladt moderlivet, da vi så dem. Lamene var allerede på benene. Hos de to første fra vores får Nelli så det hurtigt ud, som om de die. Det kan man blandt andet se på de rykvise bevægelser ved yveret og den viftende hale. Nogle gange vifter halen dog også, selvom lammet ikke er koblet på. Hvis lammene har en fyldig mave, og senest når der kommer orange afføring, er det også gode tegn. Moderfåret har passet rigtig godt på de to, motiveret dem til at die og holdt andre fra flokken væk. I mellemtiden løber de to så hurtigt rundt på græsmarken, at vi ikke længere kan fange dem.

De to gedekid fra vores ged Splitti var tilsyneladende først født kort før vores ankomst, i det mindste lå efterbyrd lige ved siden af dem. Den mindste af de to virkede meget svag, så vi var lidt bekymrede.

Gedemor Splitti var hurtigt på benene igen, også uden for indhegningen, så det var ikke helt nemt at se, hvor godt hun passede på sine gedekid.

Om aftenen lagde vi gedekidene på et strøseng i hytten, så de ikke blev så kolde.

Det lam, som vores får Rudolfine fødte i går morges, havde vi ikke set drikke før om eftermiddagen. Det virkede dog ret mobil, så vi greb først ind hen mod aftenen.

Egentlig skal de små drikke råmælk inden for de første seks timer. Vi byggede et lille indhegning, hvor vi lokkede moderfåret ind med hjælp fra lammet. Derefter tjekkede vi med rene hænder, om der kom mælk ud af yveret. Da lammet er ret stort i forhold til moderen, var det muligvis ikke så nemt at finde patten. Vi satte moderen på bagdelen og førte lammet med snuden direkte hen til yveret og sprøjtede mælk på det. Derefter havde vi indtryk af, at det drak lidt af sig selv. Om indgrebet var nødvendigt, er ikke sikkert. Men da vi allerede har mistet et svækket lam, vil vi ikke vente for længe.

I morges virkede alle fem friske og aktive. Nu kan vi slappe lidt af indtil de næste fødsler, forudsat at de nyfødte ikke pludselig ændrer adfærd og bliver apatiske.

24/3/26

 I weekenden hentede vi kompost fra genbrugsstationen, som jeg har spredt ud på bedene til de næringskrævende planter (courgetter, græskar, hvidkål) samt i drivhuset. I løbet af de sidste fem år har vi hentet flere trailere fulde af kommunal kompost. På sigt vil vi primært bruge vores egen kompost, men indtil videre har vi ikke så meget af den, og kvaliteten er til tider ikke så god til køkkenhaven, fordi den indeholder mange ukrudtsfrø.

I øjeblikket har vi fire forskellige måder at kompostere på.
Vores køkkenaffald og små dele af haveaffaldet, der ikke indeholder så mange frø, kommer i en kompostbeholder, som vi har overtaget fra vores forgængere. Her lægger vi ikke så meget vægt på korrekt fyldning, fordi vi som regel ikke bruger dette materiale direkte, men som starter til næste trin.

Størstedelen af vores haveaffald ender i selvbygget bokse lavet af paller. Da vi ikke vander dem, og da boksene er åbne i toppen, tager det ret lang tid, før det grove materiale er nedbrudt. Derefter er komposten dog dejligt løs. Vi bruger denne kompost primært omkring vores plantede frugttræer i frugthaven for at forbedre jorden lidt og dæmpe væksten af græs osv. under kompostlaget.

Til at blande vores såjord bruger jeg løvkompost. Jeg fejer løvet sammen om efteråret og lægger det i en af kompostkasserne. Der ligger det i mindst et år. Derefter flyttes den sammenfaldne masse over i en lille trådkasse, så den store kasse bliver fri igen. I trådkassen ligger materialet endnu et år, før det sigtes. I indlægget fra 26/2/26 beskriver jeg, hvordan dyrkningsjorden blandes.

Sidste år i maj startede vi en ny form for kompostering, baseret på den såkaldte „Johnson-Su“-kompost, dog noget forenklet. Her tilføres der luft gennem rør, og materialet overrisles dagligt med vand. Dermed skal der fremmes et stort antal nyttige mikroorganismer over mindst et år.

I Johnson-Su kommer haveaffald, gammelt halm og hø samt køkkenkompost og kompost fra vores pallekasser, som endnu ikke er fuldt nedbrudt. Faktisk kan næsten alt organisk materiale komme deri.

18/3/26

Foråret nærmer sig langsomt. For to dage siden forlod fårene og gederne grusgraven helt og kom hen til et område, hvor der voksede lidt frisk, grønt græs. Efter flytningen var dyrene helt rolige og græssede tilsyneladende meget tilfredse.

I mellemtiden er det spæde græs blevet spist op. Dyrene har tilsyneladende fået smag for det, fordi i dag er fårene og gederne brudt ud af deres indhegning og har spist det på den store mark, som egentlig skulle have været til senere.

16/3/26

Det er ikke altid let at beslutte, om dyrene skal flyttes til et nyt område. På den ene side skal vi huske på, at planterne skal have tid nok til at komme sig, og derfor må vi ikke flytte dyrene for hurtigt, eller også må vi reducere størrelsen på de indhegnede områder betydeligt. Netop når planternes vækst tager til igen, er de følsomme over for hyppig afgræsning.

I grusgraven så det endnu ikke ud til, at vækstfasen var kommet rigtigt i gang igen. Derfor ville vi gerne have ladet dyrene blive der lidt længere. Der var stadig små rester af græs på den store græsareal.

På den anden side havde dyrene dog græsset næsten alt på en stor del af arealet, og nogle steder lå der rigeligt med gødning. Dyrene undgår disse områder. Da vores hø lager allerede er stærkt decimeret, ønskede vi ikke at fodre med hele høballer, men kun et minimum, så der under alle omstændigheder var noget grovfoder til rådighed ved fodringen.

Derudover havde især gederne allerede beskadiget en stor del af træerne, og deres overlevelseschancer blev mindre for hver dag, der gik. Derfor besluttede vi at flytte dyrene til det næste område.

10/3/26

De første tegn på, at vores får og geder er drægtige, begynder langsomt at vise sig. Det er især svært at se hos fårene. Mange ser allerede meget runde ud, men det kan også skyldes deres tykke pels.

Sidste år var Schnauzi, vores ældste lam fra året før, blevet meget bred, men fødte ikke noget lam.

Derudover drikker dyrene betydeligt mere, selvom temperaturerne i år indtil videre ikke har været over 14 °C. I dag havde vi endda frost igen. Mens der i vintermånederne kun blev drukket 10-20 liter, bruger de i øjeblikket 60 liter.

Et andet tegn, der kan tyde på en forestående fødsel, er, at får isolerer sig fra flokken. Dette kan dog også ske af andre årsager.

Hos Splitti, en af vores to geder, der for første gang siden kønsmodenhed er blevet parret med en gedebuk, kan man nu tydeligt se, at yveret er blevet større. I dette tilfælde er vi ret sikre på, at hun er drægtig.

Der er også mulighed for at fastslå drægtigheden med en ultralydsundersøgelse. Det har vi dog aldrig fået gjort, og heldigvis har vi indtil nu altid haft vædder eller bukke, der har gjort deres arbejde godt. I år var vi ikke helt sikre på, om alt ville gå godt igen, fordi begge herrer er ret små. Men tilsyneladende er det alligevel lykkedes.

Spragle — Den lille hvide gedebuk hedder Rumle

26/2/26

Selvom vores hovedfokus er på dyrene, forsøger vi at dyrke nogle grøntsager i vores lille drivhus og i køkkenhaven. I frostperioden i begyndelsen af februar såede jeg peberfrugter. Da både muldjorden og vores sandhøj var frosne, havde jeg kun vores egen komposterede løvkompost til rådighed som dyrkningsjord, som jeg allerede havde sigtet groft i december. Desværre spirede ikke en eneste peberfrugt. Til gengæld spirede forskellige ukrudtsplanter, og langsomt breder der sig et tyndt lag alger.

Jeg har ikke bagt løvkomposten, fordi jeg håbede, at der i løbet af de sidste to år var blevet dannet mange positive mikrober i den.

I går gjorde jeg et nyt forsøg med paprikafrøene. Denne gang var det øverste jordlag tøet op, og jeg kunne blande såjorden af 1/3 løvkompost, 1/3 muldjord og 1/3 sand. Blandingen kom derefter i ovnen i godt en time ved over 100 °C, så alt, hvad der levede i den, sandsynligvis blev dræbt.

Jorden kommer derefter i små papirpotter, som jeg selv laver med en »Paper Pot Maker«.

Først fyldes potterne op til lige under den øverste kant, derefter fugtes den meget tørre jord næsten helt med vand fra en dressingflaske. Frøene fordeles på den let sammenfaldne jord, hvorefter der lægges endnu et ca. 1 cm tykt lag jord ovenpå. Denne gang har jeg kun fugtet dette lag med en sprayflaske, så frøene ikke bliver helt våde og rådner.

Hele mini-drivhuset placeres på en varmemåtte mellem 22 °C og 25 °C og belyses med en plantepære. Hver dag fjernes låget i 1-2 timer, så det ikke bliver for fugtigt. Efter luftningen sprøjtes der igen.

21/2/26

For nylig var verden stadigvæk helt hvid. Efter at være blevet flyttet, kastede fårene sig over de få græsstrå. Nogle af dem brugte også deres klove til at skrabe sneen lidt væk.

Gederne vovede sig ud i den dybe sne, da der var et par brombærskud, der lokkede.

De ikke så dristige geder kastede sig over grenene på birketræerne. Desværre gik de senere i gang med barken igen. Også fårene vil gerne have noget af grenene og forsøger at drage fordel af gedernes handlinger.

I går aftes begyndte tøvejret, og i dag ser verden helt anderledes ud. På det nuværende stykke er der ingen træer, vi skal bekymre os om, men tøvandet har gjort jorden meget våd, og der er fare for, at græsningen vil forårsage større trampeskader og svække vegetationen. Derfor vil vi flytte dyrene hurtigere end oprindeligt planlagt.