Ertebølle får - Den Lille Holistiske Bondegård

4/5/26

Der er allerede gået næsten endnu en måned. Der er sket en masse på gården og i mit privatliv…

Heldigvis er Mikro endelig begyndt at die hos sin mor. I starten var det kun, når vi holdt ham stille, mens hun blev malket. I løbet af de sidste to uger har den nu drukket helt af sig selv. Den er stadig et meget tillidsfuldt lam og er ikke bange for os. De andre lam løber væk, når vi nærmer os dem. I mellemtiden har vi 19 lam og 8 gedekid, der leger lystigt sammen.

Et af vores yngste lam har stadig svært ved at følge med de andre. Dets forben bøjer bagud ved haseleddet, så klovene peger opad.

Vi har forgæves forsøgt at finde en dyrlæge i nærheden (vores tidligere dyrlæge praktiserer ikke længere). Den nærmeste praksis, der også behandler husdyr, ligger en times kørsel væk. Vores undersøgelse af forskellige årsager til misdannelsen viste, at lammet muligvis har selenmangel eller forkortede sener, eller at det lå for tæt i moderens livmoder. Der var også et tvillingelam, som desværre blev født dødt.
Da der på kort sigt kun var selen at få som kosttilskud på apoteket, købte vi dette og knuste en halv tablet (50 µg selen) med en morter og gav den sammen med lidt pulvermælk i en flaske. Derudover har vi smurt begge forben med kulsukkersalve helt ned til haseleddet, viklet en kompres og et bandage om hvert ben og fastgjort det med tape udenpå.

Det ser ud til, at det lille lam falder mindre sammen nu. I hvert fald bevæger det sig rundt og er livligt.

10/4/26

Egentlig ville vi skrive noget hyggeligt om vores 5-års jubilæum, men så blev det alligevel anderledes. Da vi kom ud på græsmarken påskelørdag, lå der et dødfødt lam og et andet lam, der knap nok viste tegn på liv. Vi havde lige åbnet hegnet til den nye græsmark, og dyrene var straks løbet ud på det friske græs, da vi opdagede de to.

Moderen havde også efterladt det levende lam. Hun havde tilsyneladende allerede opgivet det. Dyret var så svagt, at det knap nok kunne bevæge hovedet. Vi holdt det op foran moderfårets næse, og hun genkendte det. Derefter byggede vi en lille indhegning til mor og lam. Moderen fulgte efter det lille lam, som vi bar ind.

Men selvom moderen nu gjorde sit bedste for at slikke lammet og få det til at die, var lammet alt for svagt. Vi forsøgte at skabe lidt varme med halm og tørrede også lammet med halm. Pludselig gik fødslen i gang igen. Desværre blev det tredje af trillingerne også født dødt. Da det levende lam ikke kunne stå op, malkede vi mælk fra moderfåret og forsøgte at give lammet flaske.

Selvom moderfåret bestemt gjorde sit bedste for at slikke lammet tørt og få det til at dø, var det for meget for den lille. Det var allerede ved at blive koldt. Så vi tog det med ind i huset og varmede det med en hårtørrer, mens vi fortsatte med at tørre det med gamle håndklæder. Heldigvis havde vi fået en temperaturmåler i gave fra en tidligere fåreavler.

På den måde fik du modermælken – eller råmælken – ind via spiserøret. Fra da af gik det bedre. Lammet kunne holde hovedet bedre oppe, die-refleksen var trådt i kraft, og dets kropstemperatur føltes højere. Moderen tog det straks imod igen, da vi bragte det tilbage. Om aftenen var det endda kommet på benene.

Desværre havde moderen det meget dårligt de næste par dage. Hun spiste næsten ingenting og led af svær diarré. Desværre kunne lammet ikke die direkte hos sin mor. Vi pumper to små flasker mælk ud af moderen hver dag og fodrer det lille lam. Selv i dag, seks dage senere, er det stadig meget svagere, end de fleste andre lam er efter blot én dag. Moderens mælkeproduktion ser ud til langsomt at falde. Vi bliver sandsynligvis snart nødt til at supplere med modermælkserstatning.

30/3/26

Lammingssæsonen er begyndt. De første lam blev født for fire dage siden, gederne blev født for to dage siden, og i går blev der født endnu et lam. Det er godt at vide, at både avlsværen og avlsbukken var frugtbare. De første lam er allerede kommet til verden 145 dage efter, at vi lod væren komme ind til moderfårene – det gik hurtigt.Vi forventer omkring 30 fødsler mere. I starten er der altid stor glæde, når man ser et levende nyfødt dyr. Så begynder bekymringen om, hvorvidt det også dier ordentligt hos sin mor, så det får sin dosis råmælk.
Da du tidligere har haft problemer med både at gribe ind for sent og for tidligt, er det svært at afgøre, hvornår vi skal gribe ind.
Alle de nyfødte havde allerede forladt livmoderen, da vi så dem. Lammene stod allerede på benene. Hos de to første fra vores moderfår Nelli var det tydeligt, at de die. Det kan man blandt andet se på de rykvise bevægelser ved yveret og den viftende hale. Nogle gange vifter halen dog også, selv når lammet ikke ligger til brystet. Hvis lammene har maven fuld, og især når de har orange afføring, er det også gode tegn. Moderfåret har passet rigtig godt på de to, opmuntret dem til at die og holdt de andre fra flokken væk. I mellemtiden løber de to så hurtigt rundt på græsmarken, at vi ikke længere kan fange dem.

Af de to kalve fra vores besætning i Splitti var den ene tilsyneladende blevet født lige før vores ankomst; i hvert fald lå efterbyrd lige ved siden af den. Den mindste af de to så meget svag ud, så vi var lidt bekymrede.

Gedemor Splitti var hurtigt på benene igen, selv uden for indhegningen, så det var ikke helt let at se, hvor godt hun passede på sine unger.

Om aftenen lagde du børnene på en halmmadras i hytten, så de ikke skulle fryse så meget.

Lammet, som vores moderfår Rudolfine fødte i går formiddag, var ikke blevet set drikke før om eftermiddagen. Det virkede dog ret bevægeligt, så vi greb først ind hen mod aften.

Ideelt set bør lammene drikke råmælk inden for de første seks timer. Vi byggede et lille indhegning og lokkede moderfåret ind med hjælp fra lammet. Derefter tjekkede vi med rene hænder, om der kom mælk fra yveret. Da lammet er ret stort i forhold til sin mor, var det måske ikke så let at finde patten. Vi satte moderen på bagbenene og førte lammets snude direkte hen til yveret, mens vi sprøjtede mælk på det. Bagefter fik vi indtryk af, at det drak lidt af sig selv. Det er usikkert, om indgrebet var nødvendigt. Men da vi allerede har mistet et svækket lam, vil vi ikke vente for længe.

I morges er alle fem raske og aktive. Nu kan du slappe lidt af indtil de næste fødsler, forudsat at de nyfødte ikke pludselig ændrer adfærd og bliver apatiske.

18/3/26

Foråret nærmer sig langsomt. For to dage siden forlod fårene og gederne grusgraven helt og holdent og ankom til et område, hvor der voksede frisk, grønt græs. Efter flytningen var dyrene helt rolige og græssede, tilsyneladende meget tilfredse.

I mellemtiden er det unge græs blevet spist op. Dyrene har åbenbart fået smag for det, for i dag brød fårene og gederne ud af deres indhegning og spiste det på den store mark, som egentlig skulle have været gemt til senere.

10/3/26

De første tegn på, at vores får og geder er drægtige, begynder langsomt at vise sig. Det er især svært at se hos fårene. Mange ser allerede meget runde ud, men det kan også skyldes deres tykke uld.

Sidste år var Schnauzi, vores ældste moderfår fra året før, blevet meget bred om maven, men fik ikke nogen lam.

Desuden drikker dyrene betydeligt mere, selvom temperaturerne hidtil i år ikke har oversteget 14 °C. I dag har vi endda haft frost igen. Mens de i vintermånederne kun drak 10–20 liter, drikker de i øjeblikket 60 liter.

Et andet tegn, der kan tyde på, at fødslen er nært forestående, er, at moderfåret trækker sig væk fra flokken. Dette kan dog også skyldes andre årsager.

Slack-off — Schlacksi tager en fridag for at slappe af.

Hos Splitti kan man nu tydeligt se, at yverne på vores to hunner – som for første gang siden de blev kønsmodne er blevet parret med en buk – er blevet større. I dette tilfælde er vi temmelig sikre på, at de er drægtige.

Det er også muligt at fastslå, om der er tale om en drægtighed, ved hjælp af en ultralydsscanning. Vi har dog aldrig fået foretaget en sådan, og heldigvis har vi indtil videre altid haft en vædder eller en buk, der har klaret opgaven godt. I år var vi ikke helt sikre på, om det igen ville gå godt, da de begge er ret små. Men det ser ud til, at det alligevel er lykkedes.

Brøl — Den lille hvide gedekid hedder Rumle.

Drys — Den lille hvide gedekid hedder Rumle.

21/2/26

Indtil for nylig havde verden været helt hvid. Da de blev flyttet, kastede fårene sig ned på de få græsstrå. Nogle af dem brugte endda deres klove til at skrabe lidt af sneen væk.

Jeg traskede gennem den dybe sne, da et par brombærskud dukkede op og lokkede mig.

Selv de ikke helt så modige geder kastede sig over birkegrene. Desværre begyndte de senere at gnave i barken igen. Også fårene var interesserede i nogle af grenene og forsøgte at drage fordel af gedernes handlinger.

I går aftes begyndte tøvejret, og i dag ser verden helt anderledes ud. På den aktuelle strækning er der ingen træer at bekymre sig om, men tøvejret har gjort jorden meget våd, og der er risiko for, at græsningen vil forårsage større trampe-skader og svække vegetationen. Derfor vil vi flytte dyrene hurtigere end oprindeligt planlagt.

16/2/26

I morges klokken 7 blev tre får kørt til slagtning. Det er altid en trist dag, for man kommer til at holde meget af dyrene gennem det daglige samvær med dem.

For at undgå at skulle fange dyrene i mørket byggede vi i går et lille indhegning med vores slibemaskiner, hvor de tre tilbragte natten. Først måtte vi finde slibemaskinerne i sneen, fordi vi ikke havde ryddet dem ordentligt væk.

Sneplovene havde igen i løbet af natten skubbet store mængder sne ud på vores tilkørselsvej. Dyretransportvognen sad fast kort efter, at den var drejet fra hovedvejen ind på vores landevej, og kunne kun trækkes fri med en traktor.

Det var godt, at vores dyr var ret tamme. Vi kunne sætte dem i snor og gå tur med dem i 500 meter. Det hjalp at lokke vædderne med en kop fuld af foderpiller.

Transporten til slagteriet tog næsten en time. I eftermiddag kan I allerede hente skindene. En god ven tager sig af det for os, for vi er endnu en gang helt indsnøet. Nogle steder på vejen ligger der 70 cm sne. Vi er virkelig glade for, at så mange mennesker her er så hjælpsomme.

I overvejer, om I fremover bør slagte dyrene senest i december, da vores udstyr ikke er egnet til de nuværende vejrforhold.

15/2/26

Snedrivene giver os store problemer. Hver gang vi transporterer foder, vand og batterier til strømforsyningen, sidder vi fast med trillebøren.

Heldigvis har vi ATV’en, der kan køre over marken.

Det er heller ikke nemt at samle hegnet ind, når det er dybt begravet i sne.

Nogle dristige geder forsøger at krydse snefelterne, mens fårene selv i de indhegnede områder undgår de dybe snefelter. De holder tilsyneladende op med at lede efter noget at spise, når sneen er 20-30 cm høj. Måske har vi også bare fodret dem for meget.

16/1/26

Vi malker også om vinteren. Gederne er blevet malket to gange om dagen siden maj 2024 (dvs. i 20 måneder). Men på det seneste har det næsten ikke været umagen værd at malke om aftenen. Der kom ikke mere end 1/4 liter. Om morgenen får vi omkring en halv liter.

I dag har jeg for første gang udeladt malkningen om aftenen og malker nu kun om morgenen. Langsomt skal mælkeproduktionen i yveret aftage. Hvis alt går godt, kan jeg helt stoppe med at malke i begyndelsen af februar. Vi håber, at Anna og Bulette, vores to malkegeder, er drægtige, så de skal have mindst to måneder til at komme sig lidt og samle kræfter.

Gederne er danske landracegeder og så robuste, at de kan holdes ude hele året rundt. De bryder sig dog ikke så meget om regn og stærk vind, så da gemmer de sig i de små hytter, som vi forsøger at placere i forhold til vindretningen. Gederne har også brug for hø og halm for at holde sig varme. På meget kolde dage ryster de over hele kroppen, når vi kommer med foderet.

Ertebølle-fårene er endnu mere ufølsomme end gederne. I frostvejr har de ligget spredt ud over græsmarken om natten og tøet det frosne græstæppe lidt op. For fire år siden havde vi en kraftig storm og drev fårene ind i den åbne stald. Det kunne de dog ikke lide, og de ville hurtigt tilbage til deres kolde græsmark.