Vores dagligdag - Den Lille Holistiske Bondegård

30/3/26

Lammetiden er begyndt. For fire dage siden blev de første lam født, for to dage siden kom der geder til, og i går endnu et lam. Det er godt at vide, at både avlsvædderen og avlsbukken var frugtbare. De første lam er allerede kommet 145 dage efter, at vi lod vædderen gå ind til hunfårene – det gik hurtigt.Vi forventer endnu ca. 30 fødsler. Først er glæden altid stor, når man ser et levende nyfødt dyr. Derefter begynder bekymringen om, hvorvidt det også drikker ordentligt hos moderen, så det får sin dosis råmælk.
Da vi tidligere har haft problemer med både for sen og for tidlig indgriben, er det svært at beslutte, hvornår vi skal hjælpe til.
De nyankomne havde alle allerede forladt moderlivet, da vi så dem. Lamene var allerede på benene. Hos de to første fra vores får Nelli så det hurtigt ud, som om de die. Det kan man blandt andet se på de rykvise bevægelser ved yveret og den viftende hale. Nogle gange vifter halen dog også, selvom lammet ikke er koblet på. Hvis lammene har en fyldig mave, og senest når der kommer orange afføring, er det også gode tegn. Moderfåret har passet rigtig godt på de to, motiveret dem til at die og holdt andre fra flokken væk. I mellemtiden løber de to så hurtigt rundt på græsmarken, at vi ikke længere kan fange dem.

De to gedekid fra vores ged Splitti var tilsyneladende først født kort før vores ankomst, i det mindste lå efterbyrd lige ved siden af dem. Den mindste af de to virkede meget svag, så vi var lidt bekymrede.

Gedemor Splitti var hurtigt på benene igen, også uden for indhegningen, så det var ikke helt nemt at se, hvor godt hun passede på sine gedekid.

Om aftenen lagde vi gedekidene på et strøseng i hytten, så de ikke blev så kolde.

Det lam, som vores får Rudolfine fødte i går morges, havde vi ikke set drikke før om eftermiddagen. Det virkede dog ret mobil, så vi greb først ind hen mod aftenen.

Egentlig skal de små drikke råmælk inden for de første seks timer. Vi byggede et lille indhegning, hvor vi lokkede moderfåret ind med hjælp fra lammet. Derefter tjekkede vi med rene hænder, om der kom mælk ud af yveret. Da lammet er ret stort i forhold til moderen, var det muligvis ikke så nemt at finde patten. Vi satte moderen på bagdelen og førte lammet med snuden direkte hen til yveret og sprøjtede mælk på det. Derefter havde vi indtryk af, at det drak lidt af sig selv. Om indgrebet var nødvendigt, er ikke sikkert. Men da vi allerede har mistet et svækket lam, vil vi ikke vente for længe.

I morges virkede alle fem friske og aktive. Nu kan vi slappe lidt af indtil de næste fødsler, forudsat at de nyfødte ikke pludselig ændrer adfærd og bliver apatiske.

24/3/26

 I weekenden hentede vi kompost fra genbrugsstationen, som jeg har spredt ud på bedene til de næringskrævende planter (courgetter, græskar, hvidkål) samt i drivhuset. I løbet af de sidste fem år har vi hentet flere trailere fulde af kommunal kompost. På sigt vil vi primært bruge vores egen kompost, men indtil videre har vi ikke så meget af den, og kvaliteten er til tider ikke så god til køkkenhaven, fordi den indeholder mange ukrudtsfrø.

I øjeblikket har vi fire forskellige måder at kompostere på.
Vores køkkenaffald og små dele af haveaffaldet, der ikke indeholder så mange frø, kommer i en kompostbeholder, som vi har overtaget fra vores forgængere. Her lægger vi ikke så meget vægt på korrekt fyldning, fordi vi som regel ikke bruger dette materiale direkte, men som starter til næste trin.

Størstedelen af vores haveaffald ender i selvbygget bokse lavet af paller. Da vi ikke vander dem, og da boksene er åbne i toppen, tager det ret lang tid, før det grove materiale er nedbrudt. Derefter er komposten dog dejligt løs. Vi bruger denne kompost primært omkring vores plantede frugttræer i frugthaven for at forbedre jorden lidt og dæmpe væksten af græs osv. under kompostlaget.

Til at blande vores såjord bruger jeg løvkompost. Jeg fejer løvet sammen om efteråret og lægger det i en af kompostkasserne. Der ligger det i mindst et år. Derefter flyttes den sammenfaldne masse over i en lille trådkasse, så den store kasse bliver fri igen. I trådkassen ligger materialet endnu et år, før det sigtes. I indlægget fra 26/2/26 beskriver jeg, hvordan dyrkningsjorden blandes.

Sidste år i maj startede vi en ny form for kompostering, baseret på den såkaldte „Johnson-Su“-kompost, dog noget forenklet. Her tilføres der luft gennem rør, og materialet overrisles dagligt med vand. Dermed skal der fremmes et stort antal nyttige mikroorganismer over mindst et år.

I Johnson-Su kommer haveaffald, gammelt halm og hø samt køkkenkompost og kompost fra vores pallekasser, som endnu ikke er fuldt nedbrudt. Faktisk kan næsten alt organisk materiale komme deri.

18/3/26

Foråret nærmer sig langsomt. For to dage siden forlod fårene og gederne grusgraven helt og kom hen til et område, hvor der voksede lidt frisk, grønt græs. Efter flytningen var dyrene helt rolige og græssede tilsyneladende meget tilfredse.

I mellemtiden er det spæde græs blevet spist op. Dyrene har tilsyneladende fået smag for det, fordi i dag er fårene og gederne brudt ud af deres indhegning og har spist det på den store mark, som egentlig skulle have været til senere.

16/3/26

Det er ikke altid let at beslutte, om dyrene skal flyttes til et nyt område. På den ene side skal vi huske på, at planterne skal have tid nok til at komme sig, og derfor må vi ikke flytte dyrene for hurtigt, eller også må vi reducere størrelsen på de indhegnede områder betydeligt. Netop når planternes vækst tager til igen, er de følsomme over for hyppig afgræsning.

I grusgraven så det endnu ikke ud til, at vækstfasen var kommet rigtigt i gang igen. Derfor ville vi gerne have ladet dyrene blive der lidt længere. Der var stadig små rester af græs på den store græsareal.

På den anden side havde dyrene dog græsset næsten alt på en stor del af arealet, og nogle steder lå der rigeligt med gødning. Dyrene undgår disse områder. Da vores hø lager allerede er stærkt decimeret, ønskede vi ikke at fodre med hele høballer, men kun et minimum, så der under alle omstændigheder var noget grovfoder til rådighed ved fodringen.

Derudover havde især gederne allerede beskadiget en stor del af træerne, og deres overlevelseschancer blev mindre for hver dag, der gik. Derfor besluttede vi at flytte dyrene til det næste område.

10/3/26

De første tegn på, at vores får og geder er drægtige, begynder langsomt at vise sig. Det er især svært at se hos fårene. Mange ser allerede meget runde ud, men det kan også skyldes deres tykke pels.

Sidste år var Schnauzi, vores ældste lam fra året før, blevet meget bred, men fødte ikke noget lam.

Derudover drikker dyrene betydeligt mere, selvom temperaturerne i år indtil videre ikke har været over 14 °C. I dag havde vi endda frost igen. Mens der i vintermånederne kun blev drukket 10-20 liter, bruger de i øjeblikket 60 liter.

Et andet tegn, der kan tyde på en forestående fødsel, er, at får isolerer sig fra flokken. Dette kan dog også ske af andre årsager.

Hos Splitti, en af vores to geder, der for første gang siden kønsmodenhed er blevet parret med en gedebuk, kan man nu tydeligt se, at yveret er blevet større. I dette tilfælde er vi ret sikre på, at hun er drægtig.

Der er også mulighed for at fastslå drægtigheden med en ultralydsundersøgelse. Det har vi dog aldrig fået gjort, og heldigvis har vi indtil nu altid haft vædder eller bukke, der har gjort deres arbejde godt. I år var vi ikke helt sikre på, om alt ville gå godt igen, fordi begge herrer er ret små. Men tilsyneladende er det alligevel lykkedes.

Spragle — Den lille hvide gedebuk hedder Rumle

26/2/26

Selvom vores hovedfokus er på dyrene, forsøger vi at dyrke nogle grøntsager i vores lille drivhus og i køkkenhaven. I frostperioden i begyndelsen af februar såede jeg peberfrugter. Da både muldjorden og vores sandhøj var frosne, havde jeg kun vores egen komposterede løvkompost til rådighed som dyrkningsjord, som jeg allerede havde sigtet groft i december. Desværre spirede ikke en eneste peberfrugt. Til gengæld spirede forskellige ukrudtsplanter, og langsomt breder der sig et tyndt lag alger.

Jeg har ikke bagt løvkomposten, fordi jeg håbede, at der i løbet af de sidste to år var blevet dannet mange positive mikrober i den.

I går gjorde jeg et nyt forsøg med paprikafrøene. Denne gang var det øverste jordlag tøet op, og jeg kunne blande såjorden af 1/3 løvkompost, 1/3 muldjord og 1/3 sand. Blandingen kom derefter i ovnen i godt en time ved over 100 °C, så alt, hvad der levede i den, sandsynligvis blev dræbt.

Jorden kommer derefter i små papirpotter, som jeg selv laver med en »Paper Pot Maker«.

Først fyldes potterne op til lige under den øverste kant, derefter fugtes den meget tørre jord næsten helt med vand fra en dressingflaske. Frøene fordeles på den let sammenfaldne jord, hvorefter der lægges endnu et ca. 1 cm tykt lag jord ovenpå. Denne gang har jeg kun fugtet dette lag med en sprayflaske, så frøene ikke bliver helt våde og rådner.

Hele mini-drivhuset placeres på en varmemåtte mellem 22 °C og 25 °C og belyses med en plantepære. Hver dag fjernes låget i 1-2 timer, så det ikke bliver for fugtigt. Efter luftningen sprøjtes der igen.

21/2/26

For nylig var verden stadigvæk helt hvid. Efter at være blevet flyttet, kastede fårene sig over de få græsstrå. Nogle af dem brugte også deres klove til at skrabe sneen lidt væk.

Gederne vovede sig ud i den dybe sne, da der var et par brombærskud, der lokkede.

De ikke så dristige geder kastede sig over grenene på birketræerne. Desværre gik de senere i gang med barken igen. Også fårene vil gerne have noget af grenene og forsøger at drage fordel af gedernes handlinger.

I går aftes begyndte tøvejret, og i dag ser verden helt anderledes ud. På det nuværende stykke er der ingen træer, vi skal bekymre os om, men tøvandet har gjort jorden meget våd, og der er fare for, at græsningen vil forårsage større trampeskader og svække vegetationen. Derfor vil vi flytte dyrene hurtigere end oprindeligt planlagt.

16/2/26

I morges klokken 7 blev tre vædder hentet til slagtning. Det er altid en trist dag, fordi man kommer til at holde meget af dyrene gennem det daglige samvær med dem.

For at undgå at skulle fange dyrene i mørket, byggede vi i går en lille indhegning med vores grinder, hvor de tre tilbragte natten. Grinderne måtte først findes i sneen, fordi vi ikke havde ryddet dem ordentligt væk.

Snefygninger havde om natten igen lagt store mængder sne på vores adgangsvej. Dyretransportøren sad fast kort efter, at den var drejet fra hovedvejen ind på vores landevej, og kunne kun trækkes ud med en traktor.

Det var godt, at vores dyr var nogenlunde tamme. Vi kunne tage dem i snor og gå 500 m med dem. Det hjalp at lokke vædderne med en kop fuld af piller.

Transporten til slagteriet tog knap en time. I eftermiddag kan vi allerede hente skindene. Det gør en god veninde for os, fordi vi igen er helt sneet inde. Nogle steder på vejen ligger der 70 cm sne. Vi er virkelig glade for, at mange mennesker her er meget hjælpsomme.

Vi overvejer, om vi i fremtiden skal slagte dyrene senest i december, fordi vores udstyr ikke er tilpasset de nuværende vejrforhold.

15/2/26

Snefygningerne giver os store problemer. Når vi transporterer foder, vand og batterier til strømforsyningen, sidder vi hele tiden fast med trillebøren.

Heldigvis har vi ATV’en, der kan køre over marken.

Det er heller ikke nemt at samle hegnet ind, når det er dybt begravet i sne.

Nogle dristige geder forsøger at krydse snefelterne, mens fårene selv i de indhegnede områder undgår de dybe snefelter. De holder tilsyneladende op med at lede efter noget at spise, når sneen er 20-30 cm høj. Måske har vi også bare fodret dem for meget.

13/2/26

I går malkede jeg for sidste gang. Jeg havde egentlig planlagt at stoppe om fem dage. De første to tre stråler malker vi ikke ned i flasken, da der kan samle sig for mange bakterier i dem. Desuden kan man se mælkens konsistens. Hos Bulette kom der i går for det meste en tyk, flødeagtig substans ud. Yveret var også tydeligt mindre.

Hos Anna malkede jeg endnu et minut med maskinen, men der kom kun 150 ml. Yveret var heller ikke stort. Derfor besluttede jeg ikke at gribe yderligere ind. Jeg tror, at Anna og Bulette vil stoppe med at producere mælk. Nu håber vi bare, at de begge er drægtige, og at vi får gedekid om cirka to måneder.

Annas mælk har også en meget tykkere konsistens. Tilsyneladende er processen, hvor væske resorberes i yveret, allerede begyndt. I den forbindelse skal andelen af antistoffer angiveligt stige. Derfor vil jeg ikke længere bruge mælken.

Forrige gang malkede jeg for fire dage siden. Da var mælken også allerede ret tyk. Måske kunne jeg have stoppet allerede på det tidspunkt.