Blomsterne i træcirklerne, som jeg skrev om i indlægget fra den 13. maj, er kommet godt i gang. Det er dog svært at afgøre, hvilken metode der gav det bedste resultat. For det første gik der over en måned mellem såningen i den første og den sidste træcirkel. Derfor var blomsterne i de to første træcirkler for en stor dels vedkommende allerede visnet. Desuden viste det sig, at tilstedeværelsen af visse planter (især synligt hos rejnfan, men også hos marktistel) har hæmmet andre blomsters etablering. Samlet set har blomsterblandingen helt sikkert øget biodiversiteten, men den var ikke rigtig karakteristisk for blomster, der skal berige en eng. Især nu hen imod efteråret har stolt kavalererne slået igennem, som hos os er prydplanter og stammer fra den Nye Verden. De er dog alligevel smukke at se på.

De fleste blomster findes i den lille trægruppe, som jeg bearbejdede helt til sidst i maj. Her blev jorden ved kanten omgravet to spader dybt, inden blomsterblandingen blev sået. I midten har jeg desuden bearbejdet det fræsede område med en rive, så en stor del af den eksisterende vegetation blev fjernet.

I en trækreds havde jeg gravet et stykke to spader dybt og et andet et spade dybt. Selvom det er muligt at foretage en direkte sammenligning her, kan man næsten ikke se nogen forskel. På det stykke, der er gravet et spade dybt, kan man se lidt mere græs og skræppe.

Det ser ud til, at der i de områder, hvor jeg blot har vendt græstørvene, vokser tidsel og andre „ukrudtsplanter“ lidt oftere lige mellem de såede blomster. Næste år kan jeg observere, i hvilken kreds de etårige blomster bedst kan selvså sig, og om de i det mindste delvist kan klare sig mod de for stedet typiske „ukrudtsplanter“.

Hvad angår såmetoden, har jeg nogle steder let rillet frøene ned i de omgravede jordflader og derefter strøet nogle frø ovenpå, mens jeg andre steder blot har strøet frøene ud og dækket dem med lidt jord. Her kan jeg ikke se nogen forskel.