Kategori: Landrasseziegen

2/11/26

I sidste uge måtte vi tage afsked med en af vores geder. Geden Splitnæs, også kaldet Splitti, havde viklet sig ind i de elektriske hegn, der er spændt ud omkring en af vores træcirkler. Vi går ud fra, at den blev kvalt. Måske var det at sidde fast i hegnet sammen med de lette elektriske stød for meget for hjertet. Strømstødene kan dog ikke have været særlig stærke, da jeg dagen før havde set, hvordan de små geder forsøgte at kravle gennem maskerne i hegnet for at nå frem til solsikkerne og andre lækre planter i netop denne træcirkel.

De små geder ser ud til at være helt upåvirkede af lette elektriske stød.

Splitnæs havde allerede én gang før siddet fast i et hegn omkring en trægruppe. Dengang opdagede vi hende dog i tide og kunne befri hende. Denne gang kom vi desværre for sent. Splitnæs var en af de fire geder, som jeg malkede hver morgen og hver aften. Hun var altså et af de dyr, som jeg havde et ret tæt forhold til. Når sådan en forfærdelig ulykke sker, kan det virkelig ryste mig.

Splitti havde allerede tidligere siddet fast i et hegn.

Siden Splitti døde, er mælkeudbyttet faldet kraftigt. Dagen efter hendes død havde vi i alt mindre end en liter mælk. Med Splitti var det over to liter, selvom hun ikke gav mere mælk end de andre geder. Kun Anna, vores „ældre dame“, giver generelt mindre. Det er svært at forklare, hvorfor der pludselig er så lidt mælk. Et mindre fald kan skyldes, at dyrene nu er på en græsmark, hvor der ikke vokser så meget kløver. Måske er de andre geder dog også stadig under stress. De har jo oplevet deres halvsøsters henholdsvis datters dødskamp på tæt hold.

Vi havde ikke regnet med, at vores træcirkler med alle de lækre planter i kunne blive til farlige fælder. Vi overvejer nu, hvordan vi på anden vis kan beskytte cirklerne med træerne mod afgræsning. Under alle omstændigheder skal de cirkler, der er tilsluttet strømkredsløbet, ikke længere indhegnes med dobbelte hegn. Indtil nu har vi haft det høje blå hegn med de større masker på indersiden mod træerne og det lavere røde hegn med de tættere masker, som vi bruger til vores daglige indhegninger, på ydersiden mod dyrene.

Vi vil nu afprøve forskellige andre muligheder for at undgå at bruge det røde hegn til at beskytte træerne. En mulighed ville være at anvende et ikke-strømførende afgrænsningshegn med meget lille maskestørrelse (15 x 15 mm) inden for cirklerne, altså på indersiden af det blå, strømførende hegn. Dette ville give en let afskærmning og forhindre, at dyrene med deres kløer og munde kommer ind i cirklerne. Risikoen for at hænge fast i det blå hegn er betydeligt mindre, fordi nettet er stivere og har større maskevidde.

En anden mulighed, som vi især vil afprøve på enkelte træer, er et privatlivsskærm af pilemåtter.

Til sidst vil vi også prøve at sætte stakithegn op omkring enkelte træer.

Da de to sidste varianter er ret dyre, er de ikke egnede til vores træcirkler, som nogle steder har en omkreds på 50 m.

13/8/26

I løbet af sommeren har der været meget travlt hos os. Jeg mistede min mor, som tidligere havde været hos os i fem uger. Derfor er denne blog her blevet glemt. Og ikke kun den her. Ukrudtet spirer, overvågningen er afbrudt og vi er lige begyndt at overveje, hvad der er vigtigt og prioriteret.

I juni, da jeg endnu en gang var i Tyskland, brød hele vores besætning ud og gik løs på vinrankerne og mange andre planter hos vores nabo. Derfor har vi købt højere hegn og har nu opsat dem rundt om den sammenhængende del af vores græsareal som sikkerhedshegn i tillæg til de eksisterende elektriske hegn. Nu har skraldemændene konstateret, at de har svært ved at komme forbi nogle af hegnene med deres store, udklappede spejle. Vi troede egentlig, at tre meter ville være nok. Det er derfor en prioritet i dag at flytte hegnene, for i morgen bliver skraldespandene tømt.

Der er faktisk en del at gøre på sådan en lille selvforsynende gård. I denne svære periode de sidste måneder er jeg kommet i tvivl om, om vi kan holde gården kørende. Jeg tror, det er vigtigt at overveje, hvad der er vigtigt for én. Ellers kan man let blive forvirret. Vi er også nødt til at begrænse antallet af dyr. Indtil nu har alle sunde moderfår og geder kunnet overleve. I år har græsningsarealet imidlertid ikke så meget føde, måske også på grund af tørken. Flokken springer ofte ud af indeslutningen i forhold til tidligere år. Hvis vi skal få dem igennem vinteren i god sundhed, må vi slagte mange dyr. Det er også en del af den holistiske Management. Jo tidligere man slagter, desto mere bliver der tilbage til resten. Men hvilke piger skal blive tilbage og hvilke skal gå? Hvilke kriterier er vigtige for avl? Lige nu kan jeg knap nok skelne lammene fra hinanden, endsige sige noget om deres temperament. I det mindste har alle dem, som vi ikke umiddelbart kunne knytte til deres mødre, nu fået et farvestrålende halsbånd med et nummer på. Jeg håber, at vi får et bedre overblik, når vi adskiller drengene fra pigerne. Det gør vi senest i begyndelsen af september.

30/3/26

Lammemtiden er begyndt. For fire dage siden blev de første lam født, for to dage siden kom der geder til, og i går endnu et lam. Godt at vide, at både avlsvæderen og avlsbukken var fertile. De første lam er allerede kommet til verden 145 dage efter, at vi slap væderen ind til modrefårene; det gik stærkt. Vi forventer ca. 30 fødsler mere. Først er glæden altid stor, når en levende nyfødt bliver observeret. Derefter begynder bangevorten for, om den nu også dier ordentligt hos moderen, så den får sin dosis råmælk.

Da vi tidligere har haft problemer med både for sen og for tidlig indgriben, er det svært at beslutte, hvornår vi skal gribe ind.

De nyankomne havde alle allerede forladt moderlivet, da vi fik øje på dem. Lammene var allerede på benene. Hos de første to fra vores får Nelli så det hurtigt ud, som om de diede. Det kan man bl.a. se på de rykvise bevægelser ved yveret og den logrende hale. Nogle gange logrer halen dog også, når lammene ikke er „docked“ [tilsluttet/sutte]. Når lammene føles godt fyldte på maven, og senest når der kommer orangerød afføring, er det også gode tegn.

Moderfåret har taget sig rigtig godt af de to, motiveret dem til at drikke og holdt andre væk fra flokken. Inzwischen løber de to så hurtigt hen over marken, at vi ikke længere kan fange dem.

De to kid fra vores ged Splitti var øjensynlig født kort før vores ankomst, i det mindste lå efterbyrden lige ved siden af dem. Det mindste af de to virkede meget svagt, så vi var lidt bekymrede.

Gedemor Splitti var hurtigt på benene igen, også uden for indhegningen, så det var ikke helt nemt at se, hvor godt hun passer på sine gedekid.

Vi tilbragte ret lang tid på marken, indtil vi var nogenlunde sikre på, at de to havde fået noget at drikke.

Om aftenen lagde vi kidene på et halmleje inde i huset, for at de ikke skulle blive så afkølede.

Det lam, som blev født i går morges af vores får Rudolfine, havde vi ikke set drikke før om eftermiddagen.
Det virker imidlertid ret mobilt, så vi greb først ind mod aftenen.

Egentlig skulle de små gerne drikke råmælk inden for de første seks timer. Vi har sat en lille indhegning op, som vi lokkede moderfåret ind i ved hjælp af lammet. Derefter tjekkede vi med rene hænder, om der kommer mælk ud af yveret. Da lammet er ret stort i forhold til moderen, har det muligvis ikke været så nemt at finde patten. Vi satte moderen på halen og førte lammets snude direkte hen til yveret og sprøjtede det med mælk. Derefter havde vi indtryk af, at det drak lidt på egen hånd. Om indsatsen var nødvendig, er ikke sikkert. Men da vi allerede har mistet et svækket lam, vil vi ikke vente for længe.

I morges virkede alle fem mobile. Nu kan vi slappe lidt af indtil de næste følelser, medmindre de nyfødte pludselig ændrer adfærd og bliver apatiske.

18/3/26

Foråret er så småt på vej. For to dage siden forlod fårene og gederne grusgraven fuldstændigt og kom ud på et stykke land, hvor der voksede et par friske, grønne græsstrå. Efter flytningen faldt dyrene fuldstændig til ro og græssede tilsyneladende meget tilfredse for sig selv.

I mellemtiden er det spæde græs blevet spist op. Tilsyneladende har dyrene fået smag for det. I dag er fårene og gederne brudt ud af deres indhegning og har spist det på det store mark, som egentlig skulle have været til rådighed senere.

10/3/26

Langsomt kan man se de første tegn på, at vores får og gæs er drægtige. Især hos fårene er dette svært at erkende.
Mange ser allerede nu meget runde ud, men det kan også skyldes den tykke pels.

Sidste år var Schnauzi, vores ældste lam fra året før, blevet meget bred, men havde ikke født et lam.

Derudover drikker dyrene væsentligt mere, selvom temperaturerne indtil videre i år ikke har overskredet 14 °C.
I dag havde vi endda frost igen. Mens der i vintermånederne kun blev drukket 10-20 liter, forbruges der i øjeblikket 60 liter.

Endnu et tegn, der kan tyde på en forestående fødsel, er, at får isolerer sig fra flokken.
Det kan dog også forekomme af andre årsager.

Hos Splitti, en af vores to geder, som for første gang siden kønsmodningen har gået sammen med en buk, kan man nu tydeligt se, at yverret er vokset. I dette tilfælde er vi ganske sikre på, at hun er drægtig.

Der er også mulighed for at fastslå drægtigheden med en ultralydsundersøgelse. Det har vi dog aldrig fået gjort og har heldigvis hidtil altid haft væddere henholdsvis bukke, der har gjort deres arbejde godt. I år var vi ikke helt sikre på, om det hele ville gå godt igen, fordi begge herrer er ret små af vækst. Men det ser ud til, at det er lykkedes alligevel.

Spragle — Den lille hvide gedebuk hedder Rumle

21/2/26

For kort tid siden var verden helt hvid. Efter flytningen kastede fårene sig over de få græsstrå. Delvis brugte de også deres klove til at skrabe sneen væk med.

Gederne vovede sig ud i den dybe sne, fordi et par brombærskud var for fristende.

De ikke helt så modige geder kastede sig over grene på birketræerne. Desværre kastede de sig over barken igen senere. Også fårene vil gerne have en del af grenene og forsøger at drage fordel af gedernes handlinger.

I går morges satte tøvejret ind, og i dag ser verden helt anderledes ud. På det aktuelle stykke er der ingen træer, vi behøver at bekymre os om, men på grund af smeltevandet er jorden meget våd, og der er en risiko for, at græsningen vil forårsage kraftige trampskader, og at vegetationen svækkes. Derfor vil vi flytte dyrene hurtigere end oprindeligt planlagt.

15/2/26

Snefygningen volder os store problemer. Under transporten af foder, vand og batterier til strømforsyningen sad vi hele tiden fast med trillebøren.

Heldigvis har vi ATV'en, som indtil videre kan klare vejen over marken.

Det er heller ikke nemt at samle hegn ind, når det er sneet dybt inde.

Nogle vovemodige geder forsøger at krydse snemarkerne, mens fårene selv i de indhegnede områder undgår de dybe snemasser. Tilsyneladende holder de op med at lede efter noget spiseligt ved 20–30 cm snedybde. Måske har vi også bare givet dem for meget foder.

13/2/26

I går malkede jeg for sidste gang. Egentlig havde jeg tænkt mig at vente fem dage til med at stoppe. De første to til tre stråler malker vi ikke ned i flasken, da der kan samle sig for mange bakterier i dem. Desuden kan man se mælkens konsistens. Hos Bulette kom der i går for det meste en tyk, flødeagtig substans ud. Yveret var også tydeligt mindre.

Hos Anna malkede jeg endnu et minut med maskinen, men der kom kun 150 ml. Yveret var heller ikke stort. Derfor besluttede jeg ikke at gribe yderligere ind. Jeg tror, at Anna og Bulette selv klarer at stoppe mælkeproduktionen. Nu må vi bare håbe, at de to er drægtige, og at vi får gedekid om cirka to måneder.

Annas mælk har også en meget tykkere konsistens. Det ser ud til, at processen, hvor væsken i yveret optages, allerede er gået i gang. I den forbindelse skal indholdet af antistoffer angiveligt stige. Derfor vil jeg ikke længere bruge mælken.

For fire dage siden malkede jeg for næstsidste gang. Da var mælken allerede ret tyk. Måske burde jeg have stoppet allerede dengang.

30/1/26

At goldne gederne tørre ud er ikke gået helt så godt, som jeg havde forestillet mig. Efter at jeg udelod malkningen om aftenen, faldt mælkeproduktionen hos vores to malkegeder fra i alt 750 ml om dagen til 700 ml. Der stagnerede mælkeudbyttet.

Mit andet skridt for at reducere mælkeproduktionen var kun at malke med maskine og ikke støtte manuelt. Derved faldt mælkemængden til ca. 600 ml. I øjeblikket malker jeg kun i 1 minut pr. ged med maskinen, og der kommer ca. 500 ml mælk ud til begge geder tilsammen.

Som det sidste skridt vil jeg ikke længere malke hver dag og øge tidsintervallerne mellem malkningerne. Tildelingen af ekstra foderpellets (tilskudsfoder) i forbindelse med malkning reduceres også med øjeblikkelig virkning. Senest om to uger indstiller jeg malkningen helt.

16/1/26

Vi malker også om vinteren. Gederne er siden maj 2024 (altså 20 måneder) blevet malket uafbrudt to gange om dagen. Den seneste tid har det dog næppe kunne betale sig at malke om aftenen. Der kom ikke mere end 1/4 liter i alt. Om morgenen får vi omkring en halv liter.

I dag har jeg for første gang droppet malkningen sidst på eftermiddagen og malker nu kun om morgenen. Langsomt skal mælkeproduktionen i yveret aftage. Hvis alt går vel, kan jeg stoppe helt med at malke i begyndelsen af februar. Vi håber, at Anna og Bulette, vores to malkejeder, er drægtige, så de skal have mindst to måneder til at komme sig lidt og samle kræfter.

Gederne er danske landracegeder og så hårdføre, at de kan holdes udendørs hele året. De bryder sig dog ikke rigtig om regn og stærk vind, for så krabber de ind i de små huse, som vi prøver at rette ind efter vindretningen. Gederne har desuden brug for hø og halm for at holde varmen. På meget kølige dage ryster de over hele kroppen, når vi kommer med foderet.

Ertebølle-fårene er endnu mere hårdføre end gederne. I frostvejr har de om natten ligget spredt ud over marken og tøet det frosne græsdække en smule op. For fire år siden havde vi en kraftig storm og drev fårene ind i den åbne stalden. Det brød de sig dog ikke om, og de ville hurtigt tilbage til deres kold mark.