Din hverdag – Den lille holistiske gård

13/5/26

Vi ønsker at øge biodiversiteten på vores græsarealer. Johnny sår regelmæssigt græs- og urtefrø med vores Faunamaster-såmaskine. Da græstæppet allerede er ret tæt, kan de unge frøplanter ofte ikke konkurrere med de etablerede planter. Hvidkløver og rødkløver har dog gradvist slået sig godt ned på vores store græsareal. Desværre har vi ikke kunnet finde de fleste af urterne fra vores frø på græsarealet.

I år har I derfor sået blomsterfrø i vores træcirkler på marken. Vores mål er, at blomsterne der med tiden vil brede sig ud til den omgivende eng.

Først vendte jeg græstørvene.

Jeg har gravet den ene del af bedene to spadefulde dybt, mens jeg kun har gravet den anden del én spadefuld dybt. Under jordoverfladen har jeg løsnet jorden med en bred gaffel. På den måde kan jeg se, hvor godt frøene slår rod, og hvor hurtigt de nye planter bliver fortrængt af det omgivende græs.

Før såningen lagde jeg frøene i blød i en blanding af melasse (eller honning/sukker) og vand (1:9) sammen med lidt købte mykorrhiza-svampe. Derefter blandede jeg massen med lidt tør jord, så frøene lettere kunne fordeles. Nogle steder har jeg let harvet frøene ind. Andre steder har jeg spredt frøene og dækket dem med lidt jord. I nogle cirkler har jeg blot spredt dem uden at dække dem til. I de sidste cirkler har jeg også harvet lidt af vores Johnson-Su-kompost, som vi har åbnet for første gang, ind inden såningen.

Nu kan jeg se, hvilken metode der har virket bedst.

I de tre runde bede har Johnny løsnet græstørven med rotavatoren, og jeg har derefter fjernet det løse græs med en rive. Der har jeg blot spredt resten af blomsterfrøene og håber, at nogle af dem vil spire og vokse.

4/5/26

Der er allerede gået næsten endnu en måned. Der er sket en masse på gården og i mit privatliv…

Heldigvis er Mikro endelig begyndt at die hos sin mor. I starten var det kun, når vi holdt ham stille, mens hun blev malket. I løbet af de sidste to uger har den nu drukket helt af sig selv. Den er stadig et meget tillidsfuldt lam og er ikke bange for os. De andre lam løber væk, når vi nærmer os dem. I mellemtiden har vi 19 lam og 8 gedekid, der leger lystigt sammen.

Et af vores yngste lam har stadig svært ved at følge med de andre. Dets forben bøjer bagud ved haseleddet, så klovene peger opad.

Vi har forgæves forsøgt at finde en dyrlæge i nærheden (vores tidligere dyrlæge praktiserer ikke længere). Den nærmeste praksis, der også behandler husdyr, ligger en times kørsel væk. Vores undersøgelse af forskellige årsager til misdannelsen viste, at lammet muligvis har selenmangel eller forkortede sener, eller at det lå for tæt i moderens livmoder. Der var også et tvillingelam, som desværre blev født dødt.
Da der på kort sigt kun var selen at få som kosttilskud på apoteket, købte vi dette og knuste en halv tablet (50 µg selen) med en morter og gav den sammen med lidt pulvermælk i en flaske. Derudover har vi smurt begge forben med kulsukkersalve helt ned til haseleddet, viklet en kompres og et bandage om hvert ben og fastgjort det med tape udenpå.

Det ser ud til, at det lille lam falder mindre sammen nu. I hvert fald bevæger det sig rundt og er livligt.

10/4/26

Egentlig ville vi skrive noget hyggeligt om vores 5-års jubilæum, men så blev det alligevel anderledes. Da vi kom ud på græsmarken påskelørdag, lå der et dødfødt lam og et andet lam, der knap nok viste tegn på liv. Vi havde lige åbnet hegnet til den nye græsmark, og dyrene var straks løbet ud på det friske græs, da vi opdagede de to.

Moderen havde også efterladt det levende lam. Hun havde tilsyneladende allerede opgivet det. Dyret var så svagt, at det knap nok kunne bevæge hovedet. Vi holdt det op foran moderfårets næse, og hun genkendte det. Derefter byggede vi en lille indhegning til mor og lam. Moderen fulgte efter det lille lam, som vi bar ind.

Men selvom moderen nu gjorde sit bedste for at slikke lammet og få det til at die, var lammet alt for svagt. Vi forsøgte at skabe lidt varme med halm og tørrede også lammet med halm. Pludselig gik fødslen i gang igen. Desværre blev det tredje af trillingerne også født dødt. Da det levende lam ikke kunne stå op, malkede vi mælk fra moderfåret og forsøgte at give lammet flaske.

Selvom moderfåret bestemt gjorde sit bedste for at slikke lammet tørt og få det til at dø, var det for meget for den lille. Det var allerede ved at blive koldt. Så vi tog det med ind i huset og varmede det med en hårtørrer, mens vi fortsatte med at tørre det med gamle håndklæder. Heldigvis havde vi fået en temperaturmåler i gave fra en tidligere fåreavler.

På den måde fik du modermælken – eller råmælken – ind via spiserøret. Fra da af gik det bedre. Lammet kunne holde hovedet bedre oppe, die-refleksen var trådt i kraft, og dets kropstemperatur føltes højere. Moderen tog det straks imod igen, da vi bragte det tilbage. Om aftenen var det endda kommet på benene.

Desværre havde moderen det meget dårligt de næste par dage. Hun spiste næsten ingenting og led af svær diarré. Desværre kunne lammet ikke die direkte hos sin mor. Vi pumper to små flasker mælk ud af moderen hver dag og fodrer det lille lam. Selv i dag, seks dage senere, er det stadig meget svagere, end de fleste andre lam er efter blot én dag. Moderens mælkeproduktion ser ud til langsomt at falde. Vi bliver sandsynligvis snart nødt til at supplere med modermælkserstatning.

30/3/26

Lammingssæsonen er begyndt. De første lam blev født for fire dage siden, gederne blev født for to dage siden, og i går blev der født endnu et lam. Det er godt at vide, at både avlsværen og avlsbukken var frugtbare. De første lam er allerede kommet til verden 145 dage efter, at vi lod væren komme ind til moderfårene – det gik hurtigt.Vi forventer omkring 30 fødsler mere. I starten er der altid stor glæde, når man ser et levende nyfødt dyr. Så begynder bekymringen om, hvorvidt det også dier ordentligt hos sin mor, så det får sin dosis råmælk.
Da du tidligere har haft problemer med både at gribe ind for sent og for tidligt, er det svært at afgøre, hvornår vi skal gribe ind.
Alle de nyfødte havde allerede forladt livmoderen, da vi så dem. Lammene stod allerede på benene. Hos de to første fra vores moderfår Nelli var det tydeligt, at de die. Det kan man blandt andet se på de rykvise bevægelser ved yveret og den viftende hale. Nogle gange vifter halen dog også, selv når lammet ikke ligger til brystet. Hvis lammene har maven fuld, og især når de har orange afføring, er det også gode tegn. Moderfåret har passet rigtig godt på de to, opmuntret dem til at die og holdt de andre fra flokken væk. I mellemtiden løber de to så hurtigt rundt på græsmarken, at vi ikke længere kan fange dem.

Af de to kalve fra vores besætning i Splitti var den ene tilsyneladende blevet født lige før vores ankomst; i hvert fald lå efterbyrd lige ved siden af den. Den mindste af de to så meget svag ud, så vi var lidt bekymrede.

Gedemor Splitti var hurtigt på benene igen, selv uden for indhegningen, så det var ikke helt let at se, hvor godt hun passede på sine unger.

Om aftenen lagde du børnene på en halmmadras i hytten, så de ikke skulle fryse så meget.

Lammet, som vores moderfår Rudolfine fødte i går formiddag, var ikke blevet set drikke før om eftermiddagen. Det virkede dog ret bevægeligt, så vi greb først ind hen mod aften.

Ideelt set bør lammene drikke råmælk inden for de første seks timer. Vi byggede et lille indhegning og lokkede moderfåret ind med hjælp fra lammet. Derefter tjekkede vi med rene hænder, om der kom mælk fra yveret. Da lammet er ret stort i forhold til sin mor, var det måske ikke så let at finde patten. Vi satte moderen på bagbenene og førte lammets snude direkte hen til yveret, mens vi sprøjtede mælk på det. Bagefter fik vi indtryk af, at det drak lidt af sig selv. Det er usikkert, om indgrebet var nødvendigt. Men da vi allerede har mistet et svækket lam, vil vi ikke vente for længe.

I morges er alle fem raske og aktive. Nu kan du slappe lidt af indtil de næste fødsler, forudsat at de nyfødte ikke pludselig ændrer adfærd og bliver apatiske.

24/3/26

 I weekenden hentede vi kompost fra genbrugsstationen, som jeg har spredt ud i bedene til de næringskrævende planter (courgetter, græskar, kål) samt i drivhuset. I løbet af de sidste fem år har vi hentet flere trailere fulde af kommunal kompost. Med tiden vil vi primært bruge vores egen kompost, men foreløbig har vi ikke så meget af den, og kvaliteten er nogle gange ikke god nok til køkkenhaven, fordi den indeholder mange ukrudtsfrø.

I øjeblikket har du fire forskellige måder at kompostere på.
Vores køkkenaffald og små stykker haveaffald, der ikke indeholder ret mange frø, kommer i en kompostbeholder, som vi har arvet fra vores forgængere. Vi lægger ikke så stor vægt på at fylde den korrekt, da vi som regel ikke bruger dette materiale direkte, men som startmateriale til næste trin.

Det meste af vores haveaffald ender i hjemmelavede kasser af paller. Da vi ikke vander dem, og kasserne er åbne i toppen, tager det ret lang tid, før det grove materiale er nedbrudt. Derefter er komposten dog dejligt løs. Vi bruger denne kompost primært omkring vores plantede frugttræer i frugtplantagen for at forbedre jorden lidt og hæmme væksten af græs og lignende under kompostlaget.

Til at blande vores såjord bruger jeg bladkompost. Om efteråret fejer jeg bladene sammen og lægger dem i en af kompostbeholderne. Der ligger de i mindst et år. Derefter flyttes den nedbrudte masse over i en lille trådkurv, så den store beholder igen bliver ledig. I trådkurven ligger materialet i endnu et år, før det sigtes. I indlægget fra 26/2/26 Jeg vil beskrive, hvordan dyrkningsmediet blandes.

I maj sidste år gik du i gang med en ny form for kompostering baseret på den såkaldte „Johnson-Su“-kompost, om end i en noget forenklet udgave. Der tilføres luft gennem rør, og materialet vandes dagligt. På denne måde skal der fremmes et stort antal gavnlige mikroorganismer over en periode på mindst et år.

Johnson-Su vil indeholde haveaffald, gammelt halm og hø samt køkkenkompost og kompost fra vores paller, som endnu ikke er fuldt nedbrudt. Faktisk kan næsten alt organisk materiale komme i den.

18/3/26

Foråret nærmer sig langsomt. For to dage siden forlod fårene og gederne grusgraven helt og holdent og ankom til et område, hvor der voksede frisk, grønt græs. Efter flytningen var dyrene helt rolige og græssede, tilsyneladende meget tilfredse.

I mellemtiden er det unge græs blevet spist op. Dyrene har åbenbart fået smag for det, for i dag brød fårene og gederne ud af deres indhegning og spiste det på den store mark, som egentlig skulle have været gemt til senere.

16/3/26

Det er ikke altid let at afgøre, om dyrene skal flyttes til et nyt område. På den ene side må vi huske, at planterne har brug for tilstrækkelig tid til at komme sig, og derfor må vi ikke flytte dyrene for hurtigt, eller også må vi reducere de indhegnede områders størrelse betydeligt. Netop når planternes vækst genoptages, er de følsomme over for hyppig afgræsning.

Som det så ud, syntes vækstsæsonen stadig ikke rigtig at være kommet i gang igen. Derfor ville vi gerne have ladet dyrene blive der lidt længere. Der var stadig små græspletter på det store græsningsområde.

På den anden side havde dyrene græsset næsten alt på en stor del af arealet, og nogle steder lå der masser af gødning. Dyrene undgår disse områder. Da vores hølagre allerede er stærkt udtømte, ønskede vi ikke at fodre med hele høballer, men kun det absolut nødvendige, så der under alle omstændigheder ville være noget grovfoder til rådighed ved fodringstidspunktet.

Desuden havde især gederne allerede beskadiget et stort antal træer, og deres chancer for at overleve blev mindre for hver dag, der gik. Derfor besluttede vi at flytte dyrene til det næste område.

10/3/26

De første tegn på, at vores får og geder er drægtige, begynder langsomt at vise sig. Det er især svært at se hos fårene. Mange ser allerede meget runde ud, men det kan også skyldes deres tykke uld.

Sidste år var Schnauzi, vores ældste moderfår fra året før, blevet meget bred om maven, men fik ikke nogen lam.

Desuden drikker dyrene betydeligt mere, selvom temperaturerne hidtil i år ikke har oversteget 14 °C. I dag har vi endda haft frost igen. Mens de i vintermånederne kun drak 10–20 liter, drikker de i øjeblikket 60 liter.

Et andet tegn, der kan tyde på, at fødslen er nært forestående, er, at moderfåret trækker sig væk fra flokken. Dette kan dog også skyldes andre årsager.

Slack-off — Schlacksi tager en fridag for at slappe af.

Hos Splitti kan man nu tydeligt se, at yverne på vores to hunner – som for første gang siden de blev kønsmodne er blevet parret med en buk – er blevet større. I dette tilfælde er vi temmelig sikre på, at de er drægtige.

Det er også muligt at fastslå, om der er tale om en drægtighed, ved hjælp af en ultralydsscanning. Vi har dog aldrig fået foretaget en sådan, og heldigvis har vi indtil videre altid haft en vædder eller en buk, der har klaret opgaven godt. I år var vi ikke helt sikre på, om det igen ville gå godt, da de begge er ret små. Men det ser ud til, at det alligevel er lykkedes.

Brøl — Den lille hvide gedekid hedder Rumle.

Drys — Den lille hvide gedekid hedder Rumle.

26/2/26

Selvom vores hovedfokus ligger på dyrene, forsøger vi at dyrke lidt grøntsager i vores lille drivhus og køkkenhave. I frostperioden i begyndelsen af februar såede jeg peberfrugter. Da både matjorden og vores sandhøj var frosne, havde jeg kun vores egen komposterede bladjord til rådighed som vækstmedium, som jeg allerede havde sigtet groft i december. Desværre spirede der ikke en eneste peberfrugt. I stedet spirede der forskellige ukrudtsplanter, og et tyndt lag alger breder sig langsomt.

Jeg har ikke komposteret bladkomposten, fordi jeg håbede, at der i løbet af de sidste to år ville have dannet sig mange gavnlige mikroorganismer i den.

I går gjorde jeg et nyt forsøg med peberfrøene. Denne gang var det øverste lag jord tøet op, og jeg kunne blande frøkomposten, der bestod af en tredjedel bladkompost, en tredjedel muldjord og en tredjedel sand. Blandingen blev derefter sat i ovnen i lidt over en time ved over 100 °C, så alt levende i den sandsynligvis blev dræbt.

Frøplanterne plantes derefter i små papirpotter, som jeg selv laver ved hjælp af en »Paper Pot Maker«.

Først fyldes potterne op til lige under den øverste kant, hvorefter den meget tørre jord fugtes næsten fuldstændigt med vand fra en vandkande. Frøene fordeles over den let sammenpressede jord, hvorefter der lægges endnu et lag jord på ca. 1 cm ovenpå. Denne gang fugtede jeg kun dette lag med en sprøjteflaske, så frøene ikke bliver helt våde og rådner.

Hele-minidrivhuset står på en varmemåtte, der er indstillet til mellem 22 °C og 25 °C, og belyses med en plantepære. Hver dag tages låget af i en til to timer for at undgå, at der bliver for fugtigt. Efter udluftningen sprøjtes der igen med vand.

21/2/26

Indtil for nylig havde verden været helt hvid. Da de blev flyttet, kastede fårene sig ned på de få græsstrå. Nogle af dem brugte endda deres klove til at skrabe lidt af sneen væk.

Jeg traskede gennem den dybe sne, da et par brombærskud dukkede op og lokkede mig.

Selv de ikke helt så modige geder kastede sig over birkegrene. Desværre begyndte de senere at gnave i barken igen. Også fårene var interesserede i nogle af grenene og forsøgte at drage fordel af gedernes handlinger.

I går aftes begyndte tøvejret, og i dag ser verden helt anderledes ud. På den aktuelle strækning er der ingen træer at bekymre sig om, men tøvejret har gjort jorden meget våd, og der er risiko for, at græsningen vil forårsage større trampe-skader og svække vegetationen. Derfor vil vi flytte dyrene hurtigere end oprindeligt planlagt.