Vores hverdag

13/5/26

Vi ønsker at øge biodiversiteten på vores mark. Johnny sår regelmæssigt græs- og urtefrø med vores Faunamaster-såmaskine. Da græstæppet allerede er ret tæt, har de unge spirer ofte svært ved at klare sig mod de etablerede planter. Særligt hvid- og rødkløver har dog efterhånden etableret sig godt på vores store mark. Desværre har vi ikke kunnet finde de fleste af urterne fra vores frøblanding igen på marken.

Derfor har vi i år sået blomsterfrø i vores trækredse på marken. Vores mål er, at de blomster, der vokser der, vil kaste frø af sig på den tilstødende eng.

Først vendte jeg grastørven om.

En del af bedene har jeg gravet to spadestik dybt, den anden del kun ét spadestik dybt. Nedenunder har jeg løsnet jorden med bredgreb („broadfork“). På den måde kan jeg observere, hvor godt frøene etablerer sig, henholdsvis hvor hurtigt de nye planter bliver udkonkurreret af de nærliggende græsser.

Inden såningen udblødte jeg frøene i en blanding af melasse (hhv. honning-/sukker-) og vand (1:9) sammen med nogle købte mykorrhizasvampe. Derefter blandede jeg massen med lidt tør jord, så frøene kunne fordeles bedre. Nogle steder rev jeg frøene let ned i jorden. Andre steder spredte jeg frøene ud og dækkede dem med lidt jord. I nogle af cirklerne spredte jeg dem bare ud uden at dække dem til. I de allersidste kredse blandede jeg også lidt af vores førståbnede Johnson-Su-kompost ned i jorden før såningen.

Nu kan jeg observere, hvilken metode der virkede bedst.

Indeni trækredsene har Johnny fræset grastørven op, og jeg har bagefter revet det løse græs sammen med riven. Der har jeg bare spredt resten af blomsterfrøene ud og håber, at nogle af dem også vil spire og slå rod.

4/5/26

Gården er snart gået med endnu en måned. Der er sket meget på gården og i privatlivet …

Heldigvis er Mikro endelig begyndt at di hos moderen. Først kun, når vi holdt moderen fast for at malke ud. I omkring to uger har han diet helt alene. Han er dog stadig et meget tillidsfuld lam og er ikke bange for os. De andre lam løber væk, når vi nærmer os dem. I mellemtiden har vi 19 lam og 8 kid, som leger lystigt sammen.

Et af vores nyeste lam har stadig svært ved at følge med de andre. Dets fordren ben giver efter bagtil ved koden, så kløvene peger opad.

Vi har uden held forsøgt at finde en dyrlæge i nærheden (vores tidligere dyrlæge er ikke længere i tjeneste). Den nærmeste praksis, som også tager sig af husdyr, er en times kørsel væk. Vores undersøgelse af forskellige årsager til fejlstillingen viste, at lammet muligvis har selenmangel eller forkortede sener, eller at det lå for trangt i moderens mave. Der var nemlig også en tvilling derinde, som desværre blev født død.
Da der kortfristigt kun kunne skaffes selen som kosttilskud fra apoteket, har vi skaffet dette og knust en halv tablet af det (50 µg selen) i en morter og givet det i en flaske med lidt modermælkserstatning. Derudover har vi smurt de to forben ind i comfrey-salbe (kulsukkersalve) op til under carpus (håndleddet), viklet en kompres og en bandage om hver og fastgjort det udvendigt med tape.

Det ser ud til, at det lille lam ikke snubler helt så meget længere. Det er i hvert fald frisk og tager på farten.

10/4/26

Egentlig ville vi have skrevet noget smukt om vores 5-års jubilæum, men så gik det alligevel anderledes.
Da vi kom ud på marken på påskelørdag, lå der et dødfødt lam og et andet lam, der næsten ikke gav livstegn fra sig. Vi havde netop åbnet hegnet til det nye stykke græsmark, og dyrene stormede frem mod det friske græs, da vi opdagede de to.

Modersåret havde også efterladt det levende lam. Tilsyneladende havde hun allerede opgivet det. Dyret var så svagt, at det næppe kunne bevæge hovedet. Vi holdt det op for næsen af moderen, og hun genkendte det. Derefter byggede vi en lille moder-barn-boks med hegn. Moderen fulgte efter den lille, som vi bar derind.

Selvom moderen nu virkelig har gjort sig umage for at slikke lammet og motivere det til at drikke, var lammet alt for svagt. Vi forsøgte at skabe lidt varme ved hjælp af halm og forsøgte også at gnide lammet tørt med halm. Pludselig gik en ny fødsel i gang. Desværre var den tredje af trillingerne også dødfødt. Da det levende lam ikke kunne rejse sig, pumpede vi mælk ud fra moderfåret og forsøgte at fodre lammet med en sutteflaske.

Men selv det at suge var for meget for den lille. Den føltes allerede nedkølet. Derefter tog vi den med ind i huset og varmede den med hårtørreren, mens vi fortsatte med at tørre den med gamle håndklæder. Heldigvis havde vi fået foræret en sonde af en tidligere fåreholder.

Med denne har vi ført modermælk eller råmælk ind gennem spiserøret. Derfra gik det fremad. Lammet kunne bedre holde hovedet, sugerefleksen satte ind, og kropstemperaturen følte man steg. Moderen tog det til sig igen med det samme, da vi bragte det tilbage. Om aftenen kom det endda på benene.

Desværre havde moderen det meget dårligt de næste par dage. Hun spiste næsten ingenting og havde kraftig diarré. Desværre lykkes det ikke for lammet at drikke direkte fra moderen. Vi malker to små flasker ud fra moderen hver dag og fodrer den lille. Også i dag, seks dage senere, er den stadig meget svagere end de fleste andre lam er efter en dag. Moderens mælkeproduktion ser ud til langsomt at falde. Vi bliver sandsynligvis nødt til snart at supplere med modermælkserstatning.

30/3/26

Lammemtiden er begyndt. For fire dage siden blev de første lam født, for to dage siden kom der geder til, og i går endnu et lam. Godt at vide, at både avlsvæderen og avlsbukken var fertile. De første lam er allerede kommet til verden 145 dage efter, at vi slap væderen ind til modrefårene; det gik stærkt. Vi forventer ca. 30 fødsler mere. Først er glæden altid stor, når en levende nyfødt bliver observeret. Derefter begynder bangevorten for, om den nu også dier ordentligt hos moderen, så den får sin dosis råmælk.

Da vi tidligere har haft problemer med både for sen og for tidlig indgriben, er det svært at beslutte, hvornår vi skal gribe ind.

De nyankomne havde alle allerede forladt moderlivet, da vi fik øje på dem. Lammene var allerede på benene. Hos de første to fra vores får Nelli så det hurtigt ud, som om de diede. Det kan man bl.a. se på de rykvise bevægelser ved yveret og den logrende hale. Nogle gange logrer halen dog også, når lammene ikke er „docked“ [tilsluttet/sutte]. Når lammene føles godt fyldte på maven, og senest når der kommer orangerød afføring, er det også gode tegn.

Moderfåret har taget sig rigtig godt af de to, motiveret dem til at drikke og holdt andre væk fra flokken. Inzwischen løber de to så hurtigt hen over marken, at vi ikke længere kan fange dem.

De to kid fra vores ged Splitti var øjensynlig født kort før vores ankomst, i det mindste lå efterbyrden lige ved siden af dem. Det mindste af de to virkede meget svagt, så vi var lidt bekymrede.

Die Mutterziege Splitti war schnell wieder auf Achse, auch außerhalb der Einzäunung, sodass es nicht ganz einfach zu beobachten war, wie gut sie sich um ihre Zicklein kümmert.

Vi tilbragte ret lang tid på marken, indtil vi var nogenlunde sikre på, at de to havde fået noget at drikke.

Om aftenen lagde vi kidene på et halmleje inde i huset, for at de ikke skulle blive så afkølede.

Det lam, som blev født i går morges af vores får Rudolfine, havde vi ikke set drikke før om eftermiddagen.
Det virker imidlertid ret mobilt, så vi greb først ind mod aftenen.

Egentlig skulle de små gerne drikke råmælk inden for de første seks timer. Vi har sat en lille indhegning op, som vi lokkede moderfåret ind i ved hjælp af lammet. Derefter tjekkede vi med rene hænder, om der kommer mælk ud af yveret. Da lammet er ret stort i forhold til moderen, har det muligvis ikke været så nemt at finde patten. Vi satte moderen på halen og førte lammets snude direkte hen til yveret og sprøjtede det med mælk. Derefter havde vi indtryk af, at det drak lidt på egen hånd. Om indsatsen var nødvendig, er ikke sikkert. Men da vi allerede har mistet et svækket lam, vil vi ikke vente for længe.

I morges virkede alle fem mobile. Nu kan vi slappe lidt af indtil de næste følelser, medmindre de nyfødte pludselig ændrer adfærd og bliver apatiske.

24/3/26

I weekenden hentede vi kompost fra genbrugspladsen, som jeg har fordelt på bedene til de næringskrævende planter (zucchini, græskar, hvidkål) samt i drivhuset. I de sidste fem år har vi hentet flere anhængere fulde af kommunal kompost. På lang sigt vil vi primært bruge vores egenproducerede kompost, men indtil videre har vi ikke så meget af det, og delvist er kvaliteten ikke så god til køkkenhaven, fordi den indeholder mange ukrudtsfrø.

I øjeblikket har vi fire forskellige måder at kompostere på selv.
Vores køkkenaffald og små dele af haveaffaldet, som ikke indeholder så mange frø, kommer i en kompostbeholder, som vi har overtaget fra vores forgængere. Vi lægger ikke så meget vægt på en korrekt påfyldning her, fordi vi normalt ikke bruger dette materiale direkte, men som startmateriale til det næste trin.

Størstedelen af vores the haveaffald havner i selvbyggede pallebokse. Da vi ikke vander dem, og boksene er åbne i toppen, tager det ganske lang tid, før det grove materiale er omsat. Derefter er komposten dog dejlig løs. Vi bruger især denne kompost omkring vores plantede frugttræer i frugthaven for at forbedre jorden lidt og hæmme væksten af græs m.m. under kompostlaget.

Til at blande vores såjord bruger jeg bladkompost. Blade fejer jeg sammen om efteråret og dynger dem op i en af kompostbeholderne. Der bliver det liggende i mindst et år. Derefter kommer den faldne masse over i en lille trådbeholder, så den store beholder igen bliver fri. I trådbeholderen ligger materialet endnu et år, før det bliver sigtet. I indlægget fra den 26/2/26 beskriver jeg, hvordan såjorden blandes.

Sidste år i maj startede vi en ny metode til kompostering, baseret på den såkaldte „Johnson-Su“-kompost, dog en smule forenklet. Her tilføres luft via rør, og materialet overbruses med vand dagligt. Dette skal fremme et stort antal gavnlige mikroorganismer over mindst et år.

I Johnson-Su-komposten kommer der haveaffald, gammelt halm og hø samt køkkenkompost og kompost fra vores pallekasser, som endnu ikke er fuldstændigt omsat. Egentlig kan næsten alt organisk materiale komme deri.

18/3/26

Foråret er så småt på vej. For to dage siden forlod fårene og gederne grusgraven fuldstændigt og kom ud på et stykke land, hvor der voksede et par friske, grønne græsstrå. Efter flytningen faldt dyrene fuldstændig til ro og græssede tilsyneladende meget tilfredse for sig selv.

I mellemtiden er det spæde græs blevet spist op. Tilsyneladende har dyrene fået smag for det. I dag er fårene og gederne brudt ud af deres indhegning og har spist det på det store mark, som egentlig skulle have været til rådighed senere.

16/3/26

Beslutningen om, hvorvidt dyrene skal flyttes til et nyt stykke, er ikke altid nem at træffe. På den ene side skal vi huske på, at planterne har tid nok til at restituere, hvorfor vi ikke må flytte dyrene alt for hurtigt, eller vi er nødt til at reducere størrelsen på de indhegnede stykker kraftigt. Især når plantevæksten tager til igen, er de følsomme over for hyppig afgræsning.

I grusgraven så det endnu ikke ud til, at vækstfasen var rigtig gået i gang igen. Derfor havde vi gerne set dyrene blive der lidt endnu. Der var stadig små rester af græs på det store græsareal.

På den anden side havde dyrene imidlertid afgræsset næsten alt på en stor del af Arealet, og stedvis lå der rigeligt med afføring på arealet. Disse områder undgår dyrene. Da vores hølager allerede er stærkt decimeret, ville vi ikke udfodre hele høballer, men kun et minimum, så der under alle omstændigheder er noget grovfoder til rådigheid ved fodringen.

Derudover havde især gederne allerede beskadiget en stor del af træerne, og chancerne for, at disse kunne overleve, blev mindre for hver dag. Derfor besluttede vi os for at flytte dyrenes opholdssted til det næste stykke.

10/3/26

Langsomt kan man se de første tegn på, at vores får og gæs er drægtige. Især hos fårene er dette svært at erkende.
Mange ser allerede nu meget runde ud, men det kan også skyldes den tykke pels.

Sidste år var Schnauzi, vores ældste lam fra året før, blevet meget bred, men havde ikke født et lam.

Derudover drikker dyrene væsentligt mere, selvom temperaturerne indtil videre i år ikke har overskredet 14 °C.
I dag havde vi endda frost igen. Mens der i vintermånederne kun blev drukket 10-20 liter, forbruges der i øjeblikket 60 liter.

Endnu et tegn, der kan tyde på en forestående fødsel, er, at får isolerer sig fra flokken.
Det kan dog også forekomme af andre årsager.

Hos Splitti, en af vores to geder, som for første gang siden kønsmodningen har gået sammen med en buk, kan man nu tydeligt se, at yverret er vokset. I dette tilfælde er vi ganske sikre på, at hun er drægtig.

Der er også mulighed for at fastslå drægtigheden med en ultralydsundersøgelse. Det har vi dog aldrig fået gjort og har heldigvis hidtil altid haft væddere henholdsvis bukke, der har gjort deres arbejde godt. I år var vi ikke helt sikre på, om det hele ville gå godt igen, fordi begge herrer er ret små af vækst. Men det ser ud til, at det er lykkedes alligevel.

Spragle — Den lille hvide gedebuk hedder Rumle

26/2/26

Selvom vores hovedfokus er på dyrene, prøver vi at dyrke nogle grøntsager i vores lille drivkast og køkkenhave. I frostperioden i begyndelsen af februar såede jeg peberfrugter. Da både muldjorden og vores sandhøje var frosne, havde jeg kun vores egen komposterede bladkompost til rådighed som såjord, som jeg allerede havde sigtet groft i december. Desværre spirede ikke en eneste peberfrugt. Til gengæld spirede forskelligt ukrudt, og et fint lag alger breder sig langsomt.

Jeg har ikke varmet bladkomposten op, fordi jeg håbede, at der i løbet af de sidste to år havde slået sig mange positive mikrober ned i den.

I går gjorde jeg et nyt forsøg med peberfrugtfrøene. Denne gang var det øverste jordlag tøet op, og jeg kunne blande såjorden af 1/3 bladkompost, 1/3 muldvarpeskudjord og 1/3 sand. Blandingen kom derefter i ovnen ved over 100 °C i en god time, så sandsynligvis alt, hvad der levede i den, blev slået ihjel.

Jorden kommer derefter i små papirpotter, som jeg selv laver med en “Paper Pot Maker”.

Først fyldes der kun op til lige under den øverste kant, hvorefter den meget tørre jord næsten mættes med vand fra dressingflasken. Frøene fordeles på den lidt faldengivne jord, og ovenpå lægges et yderligere ca. 1 cm tykt lag jord. Dette lag fugtede jeg denne gang kun med en sprayflaske, for at frøene ikke skal ligge helt våde og rådne.

Hele minidrivhuset stilles på en varmemåtte mellem 22 °C og 25 °C og belyses med en plantevækstlampe. Låget fjernes 1-2 timer dagligt, for at det ikke bliver for fugtigt. Efter udluftningen sprayes der igen.

21/2/26

For kort tid siden var verden helt hvid. Efter flytningen kastede fårene sig over de få græsstrå. Delvis brugte de også deres klove til at skrabe sneen væk med.

Gederne vovede sig ud i den dybe sne, fordi et par brombærskud var for fristende.

De ikke helt så modige geder kastede sig over grene på birketræerne. Desværre kastede de sig over barken igen senere. Også fårene vil gerne have en del af grenene og forsøger at drage fordel af gedernes handlinger.

I går morges satte tøvejret ind, og i dag ser verden helt anderledes ud. På det aktuelle stykke er der ingen træer, vi behøver at bekymre os om, men på grund af smeltevandet er jorden meget våd, og der er en risiko for, at græsningen vil forårsage kraftige trampskader, og at vegetationen svækkes. Derfor vil vi flytte dyrene hurtigere end oprindeligt planlagt.