Vores gårdblog – Hverdagen på en dansk gård

2/11/26

I sidste uge måtte vi tage afsked med en af vores geder. Geden Splitnæs, også kaldet Splitti, havde viklet sig ind i de elektriske hegn, der er spændt ud omkring en af vores træcirkler. Vi går ud fra, at den blev kvalt. Måske var det at sidde fast i hegnet sammen med de lette elektriske stød for meget for hjertet. Strømstødene kan dog ikke have været særlig stærke, da jeg dagen før havde set, hvordan de små geder forsøgte at kravle gennem maskerne i hegnet for at nå frem til solsikkerne og andre lækre planter i netop denne træcirkel.

De små geder ser ud til at være helt upåvirkede af lette elektriske stød.

Splitnæs havde allerede én gang før siddet fast i et hegn omkring en trægruppe. Dengang opdagede vi hende dog i tide og kunne befri hende. Denne gang kom vi desværre for sent. Splitnæs var en af de fire geder, som jeg malkede hver morgen og hver aften. Hun var altså et af de dyr, som jeg havde et ret tæt forhold til. Når sådan en forfærdelig ulykke sker, kan det virkelig ryste mig.

Splitti havde allerede tidligere siddet fast i et hegn.

Siden Splitti døde, er mælkeudbyttet faldet kraftigt. Dagen efter hendes død havde vi i alt mindre end en liter mælk. Med Splitti var det over to liter, selvom hun ikke gav mere mælk end de andre geder. Kun Anna, vores „ældre dame“, giver generelt mindre. Det er svært at forklare, hvorfor der pludselig er så lidt mælk. Et mindre fald kan skyldes, at dyrene nu er på en græsmark, hvor der ikke vokser så meget kløver. Måske er de andre geder dog også stadig under stress. De har jo oplevet deres halvsøsters henholdsvis datters dødskamp på tæt hold.

Vi havde ikke regnet med, at vores træcirkler med alle de lækre planter i kunne blive til farlige fælder. Vi overvejer nu, hvordan vi på anden vis kan beskytte cirklerne med træerne mod afgræsning. Under alle omstændigheder skal de cirkler, der er tilsluttet strømkredsløbet, ikke længere indhegnes med dobbelte hegn. Indtil nu har vi haft det høje blå hegn med de større masker på indersiden mod træerne og det lavere røde hegn med de tættere masker, som vi bruger til vores daglige indhegninger, på ydersiden mod dyrene.

Vi vil nu afprøve forskellige andre muligheder for at undgå at bruge det røde hegn til at beskytte træerne. En mulighed ville være at anvende et ikke-strømførende afgrænsningshegn med meget lille maskestørrelse (15 x 15 mm) inden for cirklerne, altså på indersiden af det blå, strømførende hegn. Dette ville give en let afskærmning og forhindre, at dyrene med deres kløer og munde kommer ind i cirklerne. Risikoen for at hænge fast i det blå hegn er betydeligt mindre, fordi nettet er stivere og har større maskevidde.

En anden mulighed, som vi især vil afprøve på enkelte træer, er et privatlivsskærm af pilemåtter.

Til sidst vil vi også prøve at sætte stakithegn op omkring enkelte træer.

Da de to sidste varianter er ret dyre, er de ikke egnede til vores træcirkler, som nogle steder har en omkreds på 50 m.

22/10/26

Ifølge vores eneste jordprøve, der er blevet analyseret på et laboratorium, er vores jordtype en lerholdig sandjord med 88% sand, 6% silt og 4% ler. Ifølge analyserapporten har jorden ikke tendens til tilslemning. På grund af de hårde, bare jordområder var jeg i tvivl om, hvorvidt jordtypen andre steder adskiller sig fra den ved prøveudtagningsstedet. Derfor begyndte jeg at udtage jordprøver forskellige steder på græsmarken og undersøge de lag, der dannes, ved hjælp af den såkaldte sedimentationstest.

Med fingrene kan man rulle ler ud til en pølse, der er cirka halvt så tyk som en blyant. Sandfraktionen kan derimod ikke rigtig rulles ud.

De tre jordprøver, der hidtil er blevet udtaget, stammer fra en hård jordklump fra komposten, et hårdt sted på marken og et sted med tæt græsvækst. Der ses ingen større forskel i lagdannelsen.

I prøven fra det græsklædte område var vandet stadig ikke blevet helt klart, selv efter fem dage. Det kan muligvis skyldes et højt indhold af organisk materiale. Før jeg tog denne prøve, fjernede jeg græslaget med en spade, men jeg gravede åbenbart ikke dybt nok (kun ca. 6 cm).

I alle prøver var laget af silt og ler omkring en halv centimeter tykt, mens sandlaget udgjorde ca. 6 cm. Der synes altså ikke at være steder med markant højere indhold af silt eller ler.

10/10/26

På vores græsmark er der i efteråret flere bare pletter end normalt. Nogle af disse er dækket af alger. Det ser ud til, at disse pletter er så hårde på overfladen, at der ikke spirer frø på dem. Muligvis opstår disse pletter på gamle muldvarpeskud eller i områder, hvor græstæppet ikke er tæt nok. Når regnen falder direkte på jorden, kan små jordklumper „smuldres“, og de fine partikler kan trænge ind i jordporerne. Desuden har alger og andre mikroorganismer gode vækstbetingelser på de åbne jordarealer, når dyrene græsser græsset helt ned og dermed gøder med deres ekskrementer. Derudover har solen skinnet meget i år og tørret disse områder, der kun er dækket af en skorpe, ud og hærdet dem.

På andre steder er græsset visnet, men jorden er stadig dækket. Nogle steder havde jeg i september revet græsset op (det lod sig meget let løsne) og fundet larverne fra gåsebille i rodområdet.

I maj fløj billerne i massevis over vores græsmark og lå også i store mængder i dyrenes vandbeholdere. På det tidspunkt havde jeg allerede forsøgt at bestemme billen ved hjælp af internettet og var kommet frem til, at det var en gåsebille. På grund af det store antal biller havde jeg allerede frygtet skader på græsset. Nu i oktober ser det ud til, at larverne allerede er vandret ned i dybere jordlag. Heldigvis er de beskadigede områder ikke så omfattende, som den enorme mængde biller lod formode.

I øjeblikket overvejer vi, hvordan vi bedst kan udfylde hullerne i græsarealet. I foråret kunne skorperne brydes op med en ukrudtsharve, og samtidig kunne muldvarpeskuddene udjævnes. Det ville helt sikkert også løsne det døde græstæppe. På den måde ville det frø, der skal sås, få bedre betingelser for at spire.

En kalkning af jorden kunne bidrage til at reducere algevæksten i forhold til græsserne, da alger i et surt miljø har en konkurrencefordel i forhold til græsserne. Vi var allerede begyndt at kalke, fordi vores jordprøve (kun en stikprøve) viste en pH-værdi på 4,6. Værdien ligger betydeligt under de anbefalede værdier. Kalkningen skal ligeledes forbedre jordens krummestruktur, og græsserne kan bedre optage næringsstoffer ved en højere pH-værdi.

Hvad angår billerne, anbefales det at undgå overgræsning af arealerne, især i maj og juni. Når græsset vokser højere, har de kvindelige biller sværere ved at lægge deres æg.

Generelt forsøger vi at fremme jordlivet ved at tilføje organisk materiale. Det skal på lang sigt forbedre jordstrukturen, gøre jorden mere luftig og give vores græsplanter bedre vækstbetingelser.

Derfor begyndte vi sidste år at fremstille den såkaldte Johnson-Su-kompost, som er særligt rig på mikroorganismer. Vi havde egentlig planlagt at sprede et filtrat af denne kompost på hele græsarealet i år. Desværre nåede vi ikke at få det gjort.

For to uger siden spredte jeg derfor uden videre indholdet af vores første Johnson-Su-kompostbeholder med trillebør og skovl, hovedsageligt på de bare steder på græsmarken.

29/9/26

Blomsterne i træcirklerne, som jeg skrev om i indlægget fra den 13. maj, er kommet godt i gang. Det er dog svært at afgøre, hvilken metode der gav det bedste resultat. For det første gik der over en måned mellem såningen i den første og den sidste træcirkel. Derfor var blomsterne i de to første træcirkler for en stor dels vedkommende allerede visnet. Desuden viste det sig, at tilstedeværelsen af visse planter (især synligt hos rejnfan, men også hos marktistel) har hæmmet andre blomsters etablering. Samlet set har blomsterblandingen helt sikkert øget biodiversiteten, men den var ikke rigtig karakteristisk for blomster, der skal berige en eng. Især nu hen imod efteråret har stolt kavalererne slået igennem, som hos os er prydplanter og stammer fra den Nye Verden. De er dog alligevel smukke at se på.

De fleste blomster findes i den lille trægruppe, som jeg bearbejdede helt til sidst i maj. Her blev jorden ved kanten omgravet to spader dybt, inden blomsterblandingen blev sået. I midten har jeg desuden bearbejdet det fræsede område med en rive, så en stor del af den eksisterende vegetation blev fjernet.

I en trækreds havde jeg gravet et stykke to spader dybt og et andet et spade dybt. Selvom det er muligt at foretage en direkte sammenligning her, kan man næsten ikke se nogen forskel. På det stykke, der er gravet et spade dybt, kan man se lidt mere græs og skræppe.

til venstre en spade dybt – til højre to spader dybt

Det ser ud til, at der i de områder, hvor jeg blot har vendt græstørvene, vokser tidsel og andre „ukrudtsplanter“ lidt oftere lige mellem de såede blomster. Næste år kan jeg observere, i hvilken kreds de etårige blomster bedst kan selvså sig, og om de i det mindste delvist kan klare sig mod de for stedet typiske „ukrudtsplanter“.

Tidsel, brændenælder og gråbynke breder sig blandt de såede planter

Hvad angår såmetoden, har jeg nogle steder let rillet frøene ned i de omgravede jordflader og derefter strøet nogle frø ovenpå, mens jeg andre steder blot har strøet frøene ud og dækket dem med lidt jord. Her kan jeg ikke se nogen forskel.

13/8/26

I løbet af sommeren har der været meget travlt hos os. Jeg mistede min mor, som tidligere havde været hos os i fem uger. Derfor er denne blog her blevet glemt. Og ikke kun den her. Ukrudtet spirer, overvågningen er afbrudt og vi er lige begyndt at overveje, hvad der er vigtigt og prioriteret.

I juni, da jeg endnu en gang var i Tyskland, brød hele vores besætning ud og gik løs på vinrankerne og mange andre planter hos vores nabo. Derfor har vi købt højere hegn og har nu opsat dem rundt om den sammenhængende del af vores græsareal som sikkerhedshegn i tillæg til de eksisterende elektriske hegn. Nu har skraldemændene konstateret, at de har svært ved at komme forbi nogle af hegnene med deres store, udklappede spejle. Vi troede egentlig, at tre meter ville være nok. Det er derfor en prioritet i dag at flytte hegnene, for i morgen bliver skraldespandene tømt.

Der er faktisk en del at gøre på sådan en lille selvforsynende gård. I denne svære periode de sidste måneder er jeg kommet i tvivl om, om vi kan holde gården kørende. Jeg tror, det er vigtigt at overveje, hvad der er vigtigt for én. Ellers kan man let blive forvirret. Vi er også nødt til at begrænse antallet af dyr. Indtil nu har alle sunde moderfår og geder kunnet overleve. I år har græsningsarealet imidlertid ikke så meget føde, måske også på grund af tørken. Flokken springer ofte ud af indeslutningen i forhold til tidligere år. Hvis vi skal få dem igennem vinteren i god sundhed, må vi slagte mange dyr. Det er også en del af den holistiske Management. Jo tidligere man slagter, desto mere bliver der tilbage til resten. Men hvilke piger skal blive tilbage og hvilke skal gå? Hvilke kriterier er vigtige for avl? Lige nu kan jeg knap nok skelne lammene fra hinanden, endsige sige noget om deres temperament. I det mindste har alle dem, som vi ikke umiddelbart kunne knytte til deres mødre, nu fået et farvestrålende halsbånd med et nummer på. Jeg håber, at vi får et bedre overblik, når vi adskiller drengene fra pigerne. Det gør vi senest i begyndelsen af september.

13/5/26

Vi ønsker at øge biodiversiteten på vores mark. Johnny sår regelmæssigt græs- og urtefrø med vores Faunamaster-såmaskine. Da græstæppet allerede er ret tæt, har de unge spirer ofte svært ved at klare sig mod de etablerede planter. Særligt hvid- og rødkløver har dog efterhånden etableret sig godt på vores store mark. Desværre har vi ikke kunnet finde de fleste af urterne fra vores frøblanding igen på marken.

Derfor har vi i år sået blomsterfrø i vores trækredse på marken. Vores mål er, at de blomster, der vokser der, vil kaste frø af sig på den tilstødende eng.

Først vendte jeg grastørven om.

En del af bedene har jeg gravet to spadestik dybt, den anden del kun ét spadestik dybt. Nedenunder har jeg løsnet jorden med bredgreb („broadfork“). På den måde kan jeg observere, hvor godt frøene etablerer sig, henholdsvis hvor hurtigt de nye planter bliver udkonkurreret af de nærliggende græsser.

Inden såningen udblødte jeg frøene i en blanding af melasse (hhv. honning-/sukker-) og vand (1:9) sammen med nogle købte mykorrhizasvampe. Derefter blandede jeg massen med lidt tør jord, så frøene kunne fordeles bedre. Nogle steder rev jeg frøene let ned i jorden. Andre steder spredte jeg frøene ud og dækkede dem med lidt jord. I nogle af cirklerne spredte jeg dem bare ud uden at dække dem til. I de allersidste kredse blandede jeg også lidt af vores førståbnede Johnson-Su-kompost ned i jorden før såningen.

Nu kan jeg observere, hvilken metode der virkede bedst.

Indeni trækredsene har Johnny fræset grastørven op, og jeg har bagefter revet det løse græs sammen med riven. Der har jeg bare spredt resten af blomsterfrøene ud og håber, at nogle af dem også vil spire og slå rod.

4/5/26

Gården er snart gået med endnu en måned. Der er sket meget på gården og i privatlivet …

Heldigvis er Mikro endelig begyndt at di hos moderen. Først kun, når vi holdt moderen fast for at malke ud. I omkring to uger har han diet helt alene. Han er dog stadig et meget tillidsfuld lam og er ikke bange for os. De andre lam løber væk, når vi nærmer os dem. I mellemtiden har vi 19 lam og 8 kid, som leger lystigt sammen.

Et af vores nyeste lam har stadig svært ved at følge med de andre. Dets fordren ben giver efter bagtil ved koden, så kløvene peger opad.

Vi har uden held forsøgt at finde en dyrlæge i nærheden (vores tidligere dyrlæge er ikke længere i tjeneste). Den nærmeste praksis, som også tager sig af husdyr, er en times kørsel væk. Vores undersøgelse af forskellige årsager til fejlstillingen viste, at lammet muligvis har selenmangel eller forkortede sener, eller at det lå for trangt i moderens mave. Der var nemlig også en tvilling derinde, som desværre blev født død.
Da der kortfristigt kun kunne skaffes selen som kosttilskud fra apoteket, har vi skaffet dette og knust en halv tablet af det (50 µg selen) i en morter og givet det i en flaske med lidt modermælkserstatning. Derudover har vi smurt de to forben ind i comfrey-salbe (kulsukkersalve) op til under carpus (håndleddet), viklet en kompres og en bandage om hver og fastgjort det udvendigt med tape.

Det ser ud til, at det lille lam ikke snubler helt så meget længere. Det er i hvert fald frisk og tager på farten.

10/4/26

Egentlig ville vi have skrevet noget smukt om vores 5-års jubilæum, men så gik det alligevel anderledes.
Da vi kom ud på marken på påskelørdag, lå der et dødfødt lam og et andet lam, der næsten ikke gav livstegn fra sig. Vi havde netop åbnet hegnet til det nye stykke græsmark, og dyrene stormede frem mod det friske græs, da vi opdagede de to.

Modersåret havde også efterladt det levende lam. Tilsyneladende havde hun allerede opgivet det. Dyret var så svagt, at det næppe kunne bevæge hovedet. Vi holdt det op for næsen af moderen, og hun genkendte det. Derefter byggede vi en lille moder-barn-boks med hegn. Moderen fulgte efter den lille, som vi bar derind.

Selvom moderen nu virkelig har gjort sig umage for at slikke lammet og motivere det til at drikke, var lammet alt for svagt. Vi forsøgte at skabe lidt varme ved hjælp af halm og forsøgte også at gnide lammet tørt med halm. Pludselig gik en ny fødsel i gang. Desværre var den tredje af trillingerne også dødfødt. Da det levende lam ikke kunne rejse sig, pumpede vi mælk ud fra moderfåret og forsøgte at fodre lammet med en sutteflaske.

Men selv det at suge var for meget for den lille. Den føltes allerede nedkølet. Derefter tog vi den med ind i huset og varmede den med hårtørreren, mens vi fortsatte med at tørre den med gamle håndklæder. Heldigvis havde vi fået foræret en sonde af en tidligere fåreholder.

Med denne har vi ført modermælk eller råmælk ind gennem spiserøret. Derfra gik det fremad. Lammet kunne bedre holde hovedet, sugerefleksen satte ind, og kropstemperaturen følte man steg. Moderen tog det til sig igen med det samme, da vi bragte det tilbage. Om aftenen kom det endda på benene.

Desværre havde moderen det meget dårligt de næste par dage. Hun spiste næsten ingenting og havde kraftig diarré. Desværre lykkes det ikke for lammet at drikke direkte fra moderen. Vi malker to små flasker ud fra moderen hver dag og fodrer den lille. Også i dag, seks dage senere, er den stadig meget svagere end de fleste andre lam er efter en dag. Moderens mælkeproduktion ser ud til langsomt at falde. Vi bliver sandsynligvis nødt til snart at supplere med modermælkserstatning.

30/3/26

Lammemtiden er begyndt. For fire dage siden blev de første lam født, for to dage siden kom der geder til, og i går endnu et lam. Godt at vide, at både avlsvæderen og avlsbukken var fertile. De første lam er allerede kommet til verden 145 dage efter, at vi slap væderen ind til modrefårene; det gik stærkt. Vi forventer ca. 30 fødsler mere. Først er glæden altid stor, når en levende nyfødt bliver observeret. Derefter begynder bangevorten for, om den nu også dier ordentligt hos moderen, så den får sin dosis råmælk.

Da vi tidligere har haft problemer med både for sen og for tidlig indgriben, er det svært at beslutte, hvornår vi skal gribe ind.

De nyankomne havde alle allerede forladt moderlivet, da vi fik øje på dem. Lammene var allerede på benene. Hos de første to fra vores får Nelli så det hurtigt ud, som om de diede. Det kan man bl.a. se på de rykvise bevægelser ved yveret og den logrende hale. Nogle gange logrer halen dog også, når lammene ikke er „docked“ [tilsluttet/sutte]. Når lammene føles godt fyldte på maven, og senest når der kommer orangerød afføring, er det også gode tegn.

Moderfåret har taget sig rigtig godt af de to, motiveret dem til at drikke og holdt andre væk fra flokken. Inzwischen løber de to så hurtigt hen over marken, at vi ikke længere kan fange dem.

De to kid fra vores ged Splitti var øjensynlig født kort før vores ankomst, i det mindste lå efterbyrden lige ved siden af dem. Det mindste af de to virkede meget svagt, så vi var lidt bekymrede.

Gedemor Splitti var hurtigt på benene igen, også uden for indhegningen, så det var ikke helt nemt at se, hvor godt hun passer på sine gedekid.

Vi tilbragte ret lang tid på marken, indtil vi var nogenlunde sikre på, at de to havde fået noget at drikke.

Om aftenen lagde vi kidene på et halmleje inde i huset, for at de ikke skulle blive så afkølede.

Det lam, som blev født i går morges af vores får Rudolfine, havde vi ikke set drikke før om eftermiddagen.
Det virker imidlertid ret mobilt, så vi greb først ind mod aftenen.

Egentlig skulle de små gerne drikke råmælk inden for de første seks timer. Vi har sat en lille indhegning op, som vi lokkede moderfåret ind i ved hjælp af lammet. Derefter tjekkede vi med rene hænder, om der kommer mælk ud af yveret. Da lammet er ret stort i forhold til moderen, har det muligvis ikke været så nemt at finde patten. Vi satte moderen på halen og førte lammets snude direkte hen til yveret og sprøjtede det med mælk. Derefter havde vi indtryk af, at det drak lidt på egen hånd. Om indsatsen var nødvendig, er ikke sikkert. Men da vi allerede har mistet et svækket lam, vil vi ikke vente for længe.

I morges virkede alle fem mobile. Nu kan vi slappe lidt af indtil de næste følelser, medmindre de nyfødte pludselig ændrer adfærd og bliver apatiske.

24/3/26

I weekenden hentede vi kompost fra genbrugspladsen, som jeg har fordelt på bedene til de næringskrævende planter (zucchini, græskar, hvidkål) samt i drivhuset. I de sidste fem år har vi hentet flere anhængere fulde af kommunal kompost. På lang sigt vil vi primært bruge vores egenproducerede kompost, men indtil videre har vi ikke så meget af det, og delvist er kvaliteten ikke så god til køkkenhaven, fordi den indeholder mange ukrudtsfrø.

I øjeblikket har vi fire forskellige måder at kompostere på selv.
Vores køkkenaffald og små dele af haveaffaldet, som ikke indeholder så mange frø, kommer i en kompostbeholder, som vi har overtaget fra vores forgængere. Vi lægger ikke så meget vægt på en korrekt påfyldning her, fordi vi normalt ikke bruger dette materiale direkte, men som startmateriale til det næste trin.

Størstedelen af vores the haveaffald havner i selvbyggede pallebokse. Da vi ikke vander dem, og boksene er åbne i toppen, tager det ganske lang tid, før det grove materiale er omsat. Derefter er komposten dog dejlig løs. Vi bruger især denne kompost omkring vores plantede frugttræer i frugthaven for at forbedre jorden lidt og hæmme væksten af græs m.m. under kompostlaget.

Til at blande vores såjord bruger jeg bladkompost. Blade fejer jeg sammen om efteråret og dynger dem op i en af kompostbeholderne. Der bliver det liggende i mindst et år. Derefter kommer den faldne masse over i en lille trådbeholder, så den store beholder igen bliver fri. I trådbeholderen ligger materialet endnu et år, før det bliver sigtet. I indlægget fra den 26/2/26 beskriver jeg, hvordan såjorden blandes.

Sidste år i maj startede vi en ny metode til kompostering, baseret på den såkaldte „Johnson-Su“-kompost, dog en smule forenklet. Her tilføres luft via rør, og materialet overbruses med vand dagligt. Dette skal fremme et stort antal gavnlige mikroorganismer over mindst et år.

I Johnson-Su-komposten kommer der haveaffald, gammelt halm og hø samt køkkenkompost og kompost fra vores pallekasser, som endnu ikke er fuldstændigt omsat. Egentlig kan næsten alt organisk materiale komme deri.